Indlagte børn får nu også klovnebesøg om fredagen

11. juli 2017 21:09 | Af: Elo Christoffersen, ec@newsbreak.dk

Fra midten af august vil børneafdelingen også få besøg af en hospitalsklovn om fredagen.

Indlagte børn får nu også klovnebesøg om fredagen
-Vi påtager os gerne udgiften til at udvide hospitalsklovneordningen på børneafdelingen. Vi tror på, at vi kan skaffe den nødvendige økonomi, når vi i løbet af efteråret sender ansøgninger om donationer ud, siger formanden for foreningen Hospitalsklovne Trekantområdet, Geert Madsen. Pressefoto.

De godt 9.000 børn, som årligt kommer i kontakt med børneafdelingen på Sygehus Lillebælt Kolding, vil fra midten af august også få besøg af en hospitalsklovn om fredagen.

Det sker resten af året som et forsøg, og udgiften betales af foreningen Hospitalsklovne Trekantområdet.

I forvejen er der mindst en hospitalsklovn om dagen på børneafdelingen mandag, tirsdag, onsdag og torsdag. Fremover vil foreningens ”egen” hospitalsklovn, Gummitud, også være på arbejde på ugens sidste hverdag – og det både på børneafdelingen (P12) og i børneambulatoriet. Her er hun i forvejen en dag om ugen.

De tre andre dage er der klovne fra Danske Hospitalsklovne, som den lokale forening har en partnerskabsaftale med gående ud på, at den – Hospitalsklovne Trekantområdet – giver et årligt bidrag til lønudgiften i Kolding. I fjor var tilskuddet 130.000 kr. – i år er der indtil nu overført 100.000 kr.

– Vi har længe snakket om, at det ville være godt, hvis der var en hospitalsklovn på børneafdelingen alle ugens dage. Vi har nu besluttet at lade Gummitud komme to dage om ugen, så de indlagte børn også kan møde hospitalsklovnen om fredagen. Vi tror på, at det vil gøre en forskel for børnene, siger formanden for Hospitalsklovne Trekantområdet, Geert Madsen.

– Det er naturligvis forbundet med en udgift at udvide klovneordningen, men lige nu ser vores økonomi fornuftig ud, så vi tør godt påtage os en øget udgift. Vi håber dog også, at det i løbet af efteråret vil lykkes os at skaffe en yderligere indtægt i form af donationer, når vi sender ansøgninger ud. Vi tror på, at mange vil bakke vores initiativ op til gavn og glæde for de syge børn, slutter Geert Madsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu