Randers balancerer på randen af kollaps

Oprydningen efter jordskreddet i Randers kan ende med at koste op mod 663 millioner kroner, oplyser kommunen

Udgivet Opdateret

Jordskred ved Nordic Waste i Randers

Randers Kommune står over for store udgifter efter jordskred, med risiko for at tømme kommunekassen.

Kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt og borgmester Torben Hansen (S) søger økonomisk hjælp fra staten.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Oprydningen efter det store jordskred ved Nordic Waste i Randers kan blive så dyr, at kommunens kassebeholdning kan blive tømt totalt.

Kommunen kan dermed stå med markant flere udgifter, end der er råd til at betale.

Det fortæller kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt på et pressemøde i Randers onsdag.

En kommunaldirektørs skræk

Her fremviser han grafer, der viser scenarier for, hvordan udgifterne kan bringe kommunens økonomi i et stort minus.

- Det er alle kommunaldirektørers skræk. Jeg har været kommunaldirektør i tyve år og aldrig ønsket at kunne vise en sådan planche, siger han.

Borgmester Torben Hansen (S) betoner, at Randers Kommune ikke bør stå med det ansvar alene.

Den opgave, vi står foran, den kan vi simpelthen ikke løfte, siger Randers' borgmester på et pressemøde i Randers den 24. april 2023.

- Kan ikke løfte det

- Den opgave, vi står foran, den kan vi simpelthen ikke løfte, siger han.

Randers Kommune forventer at bruge mellem 468,2 og 663,4 millioner kroner på indsatser ved Nordic Waste, siger kommunaldirektøren.

Det er særligt behandling af spildevand og genetablering af Alling Å, der fylder i udgifterne.

Randers' budget er i forvejen presset af eksempelvis stigende udgifter til det specialiserede socialområde, og den uventede regning fra jordskreddet kan tippe balancen og få det til at gå "helt galt", som kommunaldirektøren siger det.

Under administration

Situationen kan ende med, at Randers Kommune kommer under administration af staten.

Borgmester Torben Hansen vil have staten til at bidrage med økonomisk hjælp, men det kan have svære udsigter.

Folketinget har afsat 205 millioner kroner som garanti for Randers Kommune til at dække afværgeforanstaltninger i forbindelse med jordskreddet.

Får ikke mere af staten

Miljøminister Magnus Heunicke (S) har efterfølgende sagt, at Randers Kommune ikke skal forvente flere penge fra staten udover de 205 millioner kroner, der er afsat.

Torben Hansen mener dog, at det nye overblik over de økonomiske konsekvenser kan ændre på det.

- Da miljøministeren udtalte sig sådan, var grundlaget ikke klar. Det er det nu, og det vil vi præsentere for ministeren, og så har vi en god dialog, og den dialog vil vi selvfølgelig fortsætte med, siger han.

Powered by Labrador CMS