Indurain beskyldes for doping

26. februar 2013 11:51 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Indurain beskyldes for doping
Billede mangler

Miguel Indurain og hans stærke hjælpere på det spanske Banesto-hold styrede Tour de France med hård hånd op gennem den første halvdel af 90erne. I perioden 1991-95 vandt den generte spanier verdens vigtigste cykelløb fem gange i træk. Undervejs vandt han også Giro d’Italia to gange og satte en ny time-verdensrekord.

 

Men i lighed med så mange andre ryttere lavede Indurain ikke sine topresultater uden brug af forbudte medicinske genveje. Det hævder den respekterede dopingbekæmper Sandro Donati, der blandt andet er blevet hædret i Danmark med Gerlev-prisen og med Play the Game-prisen for sit arbejde i kampen mod brug af doping.

Han fastslår overfor den hollandske public service-kanal NOS, at Indurains hold købte sig til doping-ydelser hos den italienske læge Francesco Conconi.

– Conconi havde kontrakter med Banesto for store beløb, siger Donati.

Indurains hollandske hjælperytter Erwin Nijboer bekræfter, at holdet besøgte Conconis klinik i på universitetet i Ferrara.

– Men det var kun for at blive testet af Conconi, siger Nijboer til NOS.

Det bestrider Donati, der var en anerkendt landstræner i atletik i Italien, inden han helligede sig kampen mod doping.

– Jeg tror ikke, at Banesto betalte for at få rytterne testet. Så meget betaler man ikke for en test.

Den i dag 77-årige professor i biomedicin Francesco Conconi, der er Armstrong-lægens Michele Ferraris læremester, er aldrig blevet dømt. Men han siges at være manden, der har introducerede brugen af EPO i cykelsporten, og han arbejdede med en lang række af den tids mest vindende ryttere.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu