Indvandrere på kontanthjælp tvinges til danskundervisning

7. marts 2013 00:07 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Indvandrere på kontanthjælp tvinges til danskundervisning
Billede mangler

Som en del af kontanthjælpsreformen lægger social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) i et interview med Politiken torsdag op til et opgør med det, de kalder en os og dem-tankegang i integrations- og beskæftigelsespolitikken.

 

De to mener, at det netop er den tankegang, der har været medvirkende til, at hele 27 procent af kontanthjælpsmodtagerne i 2012 havde en indvandrerbaggrund.

»De facto er kontanthjælpssystemet blevet et parallelt førtidspensionssystem, især når det kommer til kvinder med minoritetsbaggrund. Med kontanthjælpsreformen vil vi fremover stille krav, have forventninger og regne med indvandrerne,« siger Mette Frederiksen til Politiken.

Derfor vil de to ministre nu indføre et såkaldt integrationspålæg, der betyder, at indvandrere på kontanthjælp fremover mødes med en række krav.

Unge under 30 år skal, ligesom alle andre unge kontanthjælpsmodtagere, på uddannelseshjælp og i uddannelse, mens indvandrere over 30 år vil møde særlige krav om at modtage danskundervisning. Og efterlever man ikke kravene, hvis man har fået et integrationspålæg fra kommunen, bliver man trukket i ydelse.

Ifølge ledende arbejdsmarkedsøkonom i Kraka Andreas Højbjerre sender de to ministre dermed et signal til kommunerne om, at de skal gå endnu hårdere til værks over for indvandrere på kontanthjælp. Han understreger samtidig over for Politiken, at fordi regeringen også lægger op til en individuel vurdering af hver enkelt kontanthjælpsmodtager, vil det i sidste ende være en socialrådgiver, der bestemmer, hvor hårdt man kan møde en kontanthjælpsmodtager med krav.

I Venstre er man ikke just imponeret over de to ansvarlige ministres udspil.

»Hvis regeringen ønsker, at flere indvandrere skal på danskkursus, bakker Venstre da op. Men det her er bare som et plaster på et benbrud, fordi regeringen målrettet har gjort det sværere for kontanthjælpsmodtagere at komme i arbejde. De har blandt andet afskaffet starthjælpen og kontanthjælpsloftet«, siger integrationsordfører Inger Støjberg (V) til Politiken.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu