Ingen meldinger om danske ofre efter eksplosioner i Boston

16. april 2013 00:03 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Ingen meldinger om danske ofre efter eksplosioner i Boston
Billede mangler

Ifølge Boston Marathons officielle hjemmeside var 74 danskere med i løbet, som mandag blev ramt af flere eksplosioner. To blev dræbt og mindst 90 er kvæstede, skriver flere amerikanske medier.
Der er på nuværende tidspunkt ingen meldinger om danskere blandt ofrene.

 

Den danske klub Marathon Travel Club har 40 deltagere med i løbet og flere tilskuere på ruten. Selskabet har været i kontakt med alle 40 danskere, som alle er uskadte, skriver tv2.dk

Eksplosionerne ramte området omkring løbets målstreg klokken cirka 14.45 lokal tid, og dækkede efterfølgende pladsen Copley Square i røg.

En tredje eksplosion ramte senere JFK Library. Det er endnu uklart, om den eksplosion er relateret til de to andre.

Der er endnu ikke oplysninger om, hvem der står bag eksplosionerne i forbindelse med maratonløbet, hvor omkring 27.000 løbere deltog.

Eksplosionerne i Boston har fået politiet i flere andre amerikanske storbyer til at optrappe sikkerheden.

Ifølge avisen Boston Globe har to mistet livet, seks er i kritisk tilstand og mindst 90 er blevet såret ved eksplosionerne.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu