Ingen undskyldning for fan-raseri fra Benitez

1. marts 2013 13:05 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Ingen undskyldning for fan-raseri fra Benitez
Billede mangler

Chelsea-manager Rafael Benitez lagde sig ud med hele Chelsea onsdag, da det slog klik for ham under et interview med BBC Radio. De fleste forventede, at der ville komme en undskyldning, men nu gentager Benitez sin kritik af illoyale fans.

 

– Denne gruppe af fans, der synger eller laver bannere, eller hvad de nu gør, burde koncentrere sig om at støtte holdet. Resten af vores fans – vel at mærke størstedelen – ved, at det er vigtigt, at vi kommer i Champions League næste år. Jeg tænker på mit hold. Jeg tænker på min klub. Og måden man hjælper holdet på, det er ved at støtte spillerne i hver eneste kamp, siger Benitez ifølge The Guardian. 

Den udtalelse tager de mere kritiske Chelsea-fans som et slag i ansigtet, da det ikke er tæt på den forventede undskyldning. De omkring 1.900 Chelsea-fans, der onsdag rejste fra London til Middlesbrough i Nordengland, var nemlig slet ikke tilfredse med, at Benitez efter kampen sagde følgende til BBC Radio:

– Jeg har været manager i 26 år. Jeg har vundet verdensmesterskaberne for klubhold, Champions League, FA Cuppen – mange trofæer. Jeg føler mig derfor virkelig skuffet, når en gruppe fans synger smædesange. De hjælper overhovedet ikke holdet. De burde koncentrere sig om at hjælpe holdet i stedet for bruge tid på at synge sange og lave bannere. Vi når aldrig vores mål om Champions League, når vores fans ikke hjælper os, lød det fra en tydeligt ophidset Benitez, der dog stadig havde mere på hjerte;

– Jeg vil gøre mit bedste indtil den sidste dag. De (klubledelsen, red) gav mig titlen “midlertidig manager”. Det var en massiv fejltagelse fra deres side. Jeg er manageren, og jeg styrer holdet til det sidste. Hvis vores fans fortsætter deres agenda om at få mig ud, må de også tage ansvar for, hvad det betyder for holdets endelig placering, sluttede en tydeligt ophidset Rafael Benitez.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu