Ingen våben fra EU til Syriens oprørere

22. marts 2013 21:15 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Ingen våben fra EU til Syriens oprørere
Billede mangler

SYRIEN: EUs udenrigsministre var fredag samlet i Dublin for at diskutere, om EUs våbenambargo mod Syrien skal lempes, så oprørerne kan forsynes med våben.

 

Specielt Storbritannien og Frankrig har presset på, men resultatet blev ifølge udenrigsminister Villy Søvndal (SF), at våbenembargoen opretholdes.

»Der er stor enighed om, at vi på nuværende tidspunkt ikke ændrer noget, og det er også udgangspunktet for englænderne og franskmændene, fordi der er store risici forbundet med det. Dels fordi vi risikerer at de kommer i hænder, som vi ikke bryder os om, og dels fordi vi i øjeblikket forhandler en traktat i FN om, at man ikke skal forsyne konfliktområder med våben,« siger Villy Søvndal.

Udenrigsministeren peger dog på, at spørgsmålet snart kommer på dagsordenen igen, fordi våbenembargoen udløber den 1, juni.

»Derfor vender vi tilbage til det i april eller maj.«

Udover englændere og franskmænd har også Holland, Belgien og Luxemburg udtrykt ønske om at få lempet embargoen, så oprørerne kan få våben fra EU-lande, men alligevel siger Villy Søvndal, at der var enighed på mødet:

»Selv hvis nogen senere vil gå videre, er der enighed om, at det ikke er nu, fordi der simpelthen er stor usikkerhed, og det erkender alle.«

Frankrig og Storbritannien, der ellers har udtrykt vilje til at gå solo, vil ifølge Villy Søvndal afvente diskussionen frem mod den nuværende embargos udløb til juni.

»Hvad de så vil derefter er for tidligt at konkludere. Men alle anerkender, at situationen ikke bliver ændret på nuværende tidspunkt,« siger udenrigsministeren.

En enkelt faktor kan dog ændre billedet, og det sker, hvis det bliver bevist, at præsident Assads styrker har brugt kemiske våben i det raketangreb, som tidligere på ugen blev rettet mod en by nær Aleppo. Her var oprørere hurtigt var ude og beskyldte regeringen for at anvende kemiske våben efter mistænkelige dødsfald og lugt af klor. Både FN og USA undersøger i øjeblikket påstanden.

»Der er mange opfattelser af, hvad årsagen kan være. Det skal vi være mere vidende, men det er klart, at hvis nogen skulle finde på anvender kemiske våben i den her krig, er det en meget skærpende omstændighed i forhold til den nuværende situation,« siger Villy Søvndal.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu