Institut: Ok at spotte Gud

8. maj 2012 02:50 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Institut: Ok at spotte Gud
Billede mangler

I sin kommende rapport om menneskerettigheder i Danmark vil Institut for Menneskerettigheder foreslå, at straffeloven ændres, så blasfemiparagraffen, der har en straframme på fire måneder, forsvinder. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
– Religioner har ikke menneskerettigheder, mener institutdirektør Jonas Christoffersen, der tidligere har været imod en afskaffelse.
Hvis man tillader gudsbespottelse, men samtidig bevarer racismeparagraffen, vil det i hans øjne skabe en klarere debat om ytringsfrihed. Forstået på den måde, at man for eksempel gerne må spotte Gud, men ikke forhåne folk for at være kristne.
– Man vil kunne sige, at der er fri leg over for religionerne – stort set – men persongrupper skal beskyttes, forklarer Jonas Christoffersen.
Forslaget modtages med glæde i Dansk Folkeparti, som vil føre det til Folketingssalen.
– Det er forfriskende, at Institut for Menneskerettigheder tør sige det. Vi har tidligere fremsat forslag om at afskaffe paragraffen.
– Det lykkedes ikke at få flertal, men det virkede til, at der var sympati for det, så det vil jeg meget gerne fremsætte igen, siger DF’s retsordfører, Peter Skaarup, til avisen.
Justitsminister Morten Bødskov (S) vil ikke kommentere forslaget, før Straffelovsrådet har taget stilling til spørgsmålet.
Men Islamisk Trossamfund er imod at fjerne blasfemiparagraffen.
– Eftersom kristendommen ikke længere har den store betydning i dagligdagen, vil en afskaffelse af blasfemiparagraffen være lovgivning direkte vendt mod islam, siger talsmand Imran Shah til Jyllands-Posten.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu