Inter: Nej til Carew – måske til van Nistelrooy

27. februar 2013 21:56 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Inter: Nej til Carew - måske til van Nistelrooy
Billede mangler

Inter har sagt nej til den norske angriber John Carew, der ikke kunne hoppe direkte ind på Milano-klubbens hold.

 

– John Carews fysiske form tilsiger, at han skal gennemgå en længere periode med træning, inden han er klar til at spille. Og det er ikke i tråd med det, som kluben er ude efter, siger Inter i en pressemeddelelse.

John Carew siger selv ifølge norske bt.no, at det ikke var hans fysiske form, der var problemet, men derimod hans fodbold-form.

– Jeg kom ikke her for at spilde tiden, og jeg udelukker ikke at komme tilbage til fodbolden, men lige nu fokuserer jeg på andre projekter.

Den 33-årige nordmand har ikke spillet siden i sommer, hvor kontrakten med West Ham United ikke blev fornyet. Han var siden i kontakt med Oslo-klubben Vålerenga, men de kunne ikke blive enige om aflønningen.

I stedet vil Inter ifølge football-italia.net forsøge at tegne kontrakt med den hollandske veteran, Ruud van Nistelrooy..

Den snart 37-årige hollænder spillede i sidste sæson for Malaga, hvorefter han egentlig indstillede karrieren.

Inter ligger i skrivende stund nummer fem i Serie A. Klubben er tre point efter den tredjeplads, der giver Champions League-kvalifikationskampe til næste sæson.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu