Investorer vil have Apples mange penge

8. februar 2013 08:18 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Investorer vil have Apples mange penge
Billede mangler

Investeringsforeningen Greenlight Capital sagsøger Apple, fordi en af verdens mest værdifulde virksomheder holder for meget på pengene i stedet for at dele dem ud til investorerne.

Apple ligger inde med hele 137 milliarder dollar, næsten en tredjedel af hele markedsværdien, og det er meget usædvanligt. Typisk vil pengene blive investeret eller betalt tilbage til investorerne, mens man kun beholder til investeringer samt dagen og vejen på bankkontoen.

Indtil for nylig har Wall Street ikke beklaget sig over den store kontantbeholdning, men mindre vækst i omsætning og en faldende aktiekurs –  Apple-aktien har mistet 35 procent siden september 2012 – synes at have ændret stemningen.

”Apple ligger inde med 145 dollar per aktie. Som investor er det dine penge,” skriver direktøren for Greenlight Capital i et brev til Apple.

Investeringsforeningen ejer 1,3 millioner Apple-aktier til en værdi af næsten 600 millioner dollar.

Greenlight Capital har foreslået en ordning, hvor der bliver betalt mere udbytte, og Apple har meddelt, at man overvejer forslaget, samtidig med at der nu altså verserer en retssag. Apple afholder sin årlige generalforsamling 27. februar.

Der er ingen umiddelbar forklaring på Apples påholdenhed, ud over at sparekulturen stammer fra 1990erne, da firmaet var ved at gå konkurs. Den oplevelse fik Steve Jobs til at værdsætte gode gamle kontanter, og dem skulle der altså ikke ruttes med.

Nyhedsbureauet AP har udregnet nogle bud på, hvad Apples 137 milliarder dollar i kontanter kunne bruges til: Formuen kunne give hver eneste amerikaner en check på 437 dollar, give hver Apple-ansat en bonus på 1,7 millioner dollar,  eller man kunne købe 213 millioner iPhones. Endelig kunne Apples penge også bruges til at fordoble den amerikanske ulandsbistand i de næste 3,5 år.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu