Iraks domstole tvinger kvinder til jomfrutjek

1. juli 2012 16:07 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Iraks domstole tvinger kvinder til jomfrutjek
Billede mangler

Hver dag beordrer de irakiske domstole kvinder til at få foretaget såkaldte jomfru-prøver på klinikken Medical Legal Institute (MLI) i Bagdad.
Det sker, når kvinder mistænkes af deres mænd for ikke at have været jomfru, da de blev gift.
Ofte viser prøven, at kvinden var jomfru, men gør den ikke det, kan det i værste tilfælde føre til, at kvinden bliver dræbt af mandens familie. I alle tilfælde oplever kvinderne prøven som meget skamfuld, skriver nyhedsbureauet AFP.
– Hvis prøven viser, at kvinden ikke var jomfru, og hvis hun ikke har fortalt sin kommende mand om det, er der ingen lov, der beskytter hende, siger advokat Ali Awad Kurdi.
Dr. Sami Dawood, der er læge på MLI, fortæller, at det tidligere ikke var unormalt, at en kvinde måtte bøde med livet, hvis der ikke var blod på lagnet efter bryllupsnatten.
– Mænd tror, at de skal se blod på den første dag som nygifte. Hvis der ikke er blod, er kvinden ikke jomfru. Det viser, at seksualundervisning og viden om sex, er meget dårlig, mener han.
Men i dag søger flere mænd svar i retten og ved medicinske prøver. Viser prøven, at kvinden ikke var jomfru, må hendes familie forære manden gaver og penge.
Ifølge direktør for MLI, Dr. Munjid al-Rezali, starter det med, at manden mistænker kvinden for at have været sammen med andre mænd. Sagen tages op i retten, som så bestiller en prøve – og altså tvinger kvinden til at gennemgå en undersøgelse.
Prøven gennemføres af tre læger, hvoraf mindst en er en kvinde. Resultatet vurderes yderligere af to læger. Proceduren foregår i et lille rum uden vinduer, hvor kvinden ligger på et bord, mens hun undersøges med lys og lup.
Politisk rådgiver for Amnesty International, Marianne Mollmann, siger, at prøverne overtræder menneskerettighederne. Hun mener ikke, at kvinderne skal tvinges til undersøgelsen.
Liesl Gerntholtz, der er direktør for afdelingen for kvinderettigheder ved Human Rights Watch, er enig.
– Iraks regering bør hurtigst muligt sikre, at kvinder og piger ikke bliver tvunget til fysiske undersøgelser, der er nedgørende, smertefulde og skræmmende. Brugen af prøverne bør forbydes, fastslår hun.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu