Iran advarer mod Syrien-angreb

26. januar 2013 11:52 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Iran advarer mod Syrien-angreb
Billede mangler

Iran er en af den syriske præsident Assads vigtigste støtter i den snart to år lange borgerkrig i Syrien, der ifølge FN har kostet omkring 60.000 mennesker livet.

Det iranske styre har gentagne gange advaret mod vestlig indgriben i konflikten.

– Syrien har en meget grundlæggende og afgørende rolle i regionen til at fremme stærke modstandspolitikker. Derfor vil et angreb på Syrien blive anset som et angreb på Iran og Irans allierede, siger Ali Akbar Velayati, rådgiver for Ayatollah Ali Khamenei, til nyhedsbureauet Mehr.

Modstanden fra Teheran er vendt mod Israel og mod vestlig indflydelse i Mellemøsten. Iran og Syrien underskrev således tilbage i 2006 en fælles forsvarspagt, men indholdet af den kender omverdenen ikke meget til.

Tilbage i september blev en iransk militærkilde citeret for at sige, at Iran ville skride til handling, hvis USA angreb Syrien.

Iran anklager Vesten for at udstyre de syriske oprørere med våben, mens oprørerne anklager Iran for at bidrage med soldater til Assads styrker.

BNB

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu