Iraner fængslet for at smugle 88 kilo heroin

9. maj 2012 17:45 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Iraner fængslet for at smugle 88 kilo heroin
Billede mangler

To gange smuglede en iransk mand fra Aalborg 44 kilo heroin ind i landet.

 
Stofferne blev sendt til mandens adresse i Aalborg skjult i varmeovne fra Armenien, fremgår det af politiets sigtelse.
Onsdag valgte en dommer i Københavns Byrets dommervagt at varetægtsfængsle den 42-årige mand i foreløbig 20 dage.
– Desuden blev den pågældende sigtet for omkring 1. juli 2011 at have forsøgt indsmugling af yderligere 44 kilo brun heroin i en varmeovn, fortæller politikommissær Steffen Thaaning Steffensen fra Københavns Politi.
Ifølge politikommissæren mislykkedes forsøget, fordi stofferne blev tilbageholdt af politiet i Armenien.
Den 42-årige blev anholdt tirsdag i Aalborg. Også mandens to børn på 20 og 23 blev taget med af politiet, men de blev siden løsladt.
To andre mænd, ligeledes med iransk baggrund, er allerede fængslet. Politiet har mistanke om, at nogle af stofferne skulle videre til Sverige.
Det var et tilfældighedsfund på Amager, der gav politiet et gennembrud. I oktober sidste år blev en mand anholdt, da han kom kørende på vej mod Øresundsbroen med 9,5 kilo heroin i en sportstaske i bagagerummet på sin Audi.
Hans kørsel virkede så usikker, at en politipatrulje besluttede sig til at se nærmere på ham.
Kort efter fik efterforskerne også fat i endnu en mand fra Aalborg, der også sigtes for at have haft del i smugleriet af stofferne i Audien. Begge har siddet fængslet siden.
I sagen har der været samarbejde mellem politikredse inden for landets grænser, men der har også været samarbejde med udenlandsk politi, nemlig politiet i Sverige og Armenien.
– Vi forventer flere anholdelser og yderligere sigtelser i sagen, siger Steffen Thaaning Steffensen.
Politiet er blandt andet på jagt efter endnu en iraner, der bor i Brøndby Strand. Han er efterlyst internationalt.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu