Irriteret Riskær risikerer ny dom i dag

19. april 2012 08:55 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Irriteret Riskær risikerer ny dom i dag
Billede mangler

Han afsoner i forvejen en fængselsstraf, men nu kan den kendte finansmand Klaus Riskær Pedersen måske se frem til to år mere i gitterly, når Københavns Byret torsdag afsiger dom i en ny sag om skyldnersvig.
Bagmandspolitiet håber i hvert fald på to års fængsel, når Københavns Byret torsdag ved middagstid afsiger dom i den seneste straffesag mod den kendte finansmand.
Derimod forlanger den 56-årige iværksætter og tidligere medlem af Europaparlamentet at blive frifundet.
– Nu må du simpelt hen holde op, sagde en irriteret Klaus Riskær Pedersen til anklagerens mange spørgsmål, da retssagen begyndte 1. marts.
For tiden er han ved at afsone en dom på seks års fængsel for bedrageri.
Men Bagmandspolitiet påstår altså, at han fra adressen i Statsfængslet i Sdr. Omme på ny har bevæget sig ud over kanten.
Anklagen drejer sig om to forhold. Dels om skyldnersvig for 539.062 kroner, dels om at have drevet virksomhed selv om han ikke måtte.
Selv om han var erklæret personlig konkurs og i lodret strid med kurators instrukser, sørgede Riskær i 2010 for, at der uberettiget blev udbetalt den halve million kroner fra firmaet Hjemmehjælpen Aps, hævder Bagmandspolitiet.
Desuden optrådte han særdeles aktivt i Hjemmehjælpen Aps og to andre selskaber. For eksempel godkendte han større indkøb, tjekkede budgetter og fastsatte de ansattes løn, mener anklagemyndigheden.
Og disse handlinger påstås at være en overtrædelse af det forbud, som Østre Landsret udstedte i 2008: Nemlig at Riskær ikke må være direktør i selskaber eller være med i bestyrelser.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu