Islam gør Louvre til verdens mest besøgte

30. marts 2013 15:30 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Islam gør Louvre til verdens mest besøgte
Billede mangler

Med en ny stor fløj tiltænkt islamisk kunst har Louvre sikret sig æren af at være verdens mest besøgte museum i 2012.

 

Det er sjette år i træk, at det parisiske museum topper The Art Newspapers årlige liste over de mest besøgte museer i verden, skriver b.dk.

Næsten 10 millioner mennesker besøgte Louvre i 2012, det er godt en million flere end i 2011. På andenpladsen over mest besøgte museer i 2012 ligger New Yorks Metropolitan Museum of Art med 6,1 millioner besøgende, det er 100.000 flere end året før. Interessant er det, at de begge vinder på deres nye udstillinger af islamisk kunst.

»Jeg spurgte museerne, hvad årsagen var til det øgede antal af besøgende, og de mente, at den islamiske kunst havde en virkning. Jeg tror, vi ser en publikum-reaktion i forhold til museernes svar på vores interesse for og bekymringer omkring vores forhold til islamiske lande,« siger Javier Pes, viceredaktør for the Art Newspaper, til CBC News.

Han mener, at islamisk kunst for alvor er ved at komme på verdenskortet.

»Museerne forsøger at vise os Islams fantastiske bidrag til civilisationen og ved at give islamisk kunst en hel fløj, får den en fuldkommen ny status.«

Louvres udstilling er Europas største og byder på over 3.000 artefakter. Herhjemme er det muligt at se islamisk kunst på museet Davids Samling i København, som huser Skandinaviens største samling fra 7. til 19. århundrede.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu