Italien er ved at køre fast

4. marts 2013 11:58 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Italien er ved at køre fast
Billede mangler

ITALIEN: Den formelle sejrherre i det italienske parlamentsvalg, lederen af venstre-koalitionen, Pier Luigi Bersani, er ved at køre fast i bestræbelserne på at få stablet en regering på benene.

 

Ifølge Reuters har Bersani nu sendt et ultimatum til lederen af 5-Star-bevægelsen, TV-komikeren Beppe Grillo, om at støtte, hvad Reuters kalder en midlertidig regering, »ellers kan vi alle sammen godt gå hjem«, som Bersani formulerer det.

Beppe Grillo strøg ind som en komet på den politiske scene fra ingenting til at få næsten 25 procent af stemmerne, hvilket forhindrer de to store koalitioner, Bersanis venstre og Silvio Bersusconis centrum-højre, i at kunne danne en flertalsregering.

Silvio Berlusconis fløj forsøgte op til weekenden at få Grillos folk til at nærme sig Berlusconis, men blev mødt med betegnelsen »røvansigter« af Grillo.

Da Bersani nogle dage forinden forsøgte at gøre tilnærmelser til 5-Star-bevægelsen, karakteriserede Grillo ham som en »dead man walking«.

Samtidig har både Bersani og Berlusconi afvist at danne regering med den afgående premierminister Mario Monti, så nu lyder det fra Pier Luigi Bersani:

»Grillo må sige, hvad han ønsker, ellers kan vi alle sammen lige så godt gå hjem, ham selv inklusiv.«

Mandag og tirsdag mødes Grillo med de 163 nyvalgte 5-Star parlamentsmedlemmer for at lægge strategi, inden det første parlamentsmøde 15. marts.

Både italienske og udenlandske iagttagere vurderer, at et nyvalg – senest i eftersommeren – er stærkt sandsynligt for at få løst op for Italiens gordiske politiske knude.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu