Italien raser over engelsk gidsel-aktion

9. marts 2012 14:36 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Italien raser over engelsk gidsel-aktion
Billede mangler

De engelske myndigheder undlod at orientere Italien forud for en redningsaktion rettet mod to mænd, som har været gidsler hos en militant islamisk gruppe i Nigeria siden maj.
Begge gidsler døde under redningsaktionen, som blev udført i går, og det får nu en række italienske politikere til at kræve en forklaring fra Englands premierminister, David Cameron, skriver BBC.
“Det er ret usædvanligt, at et land, som er involveret, ikke bliver underrettet på forhånd. Det var åbenbart en meget svær situation, og det må have været den bedste beslutning, men det skal stadig forklares, hvorfor de italienske myndigheder ikke blev informeret,” siger senator Lucio Malan til BBC.
Årsagen til, at de italienske myndigheder ikke blev informeret før aktionen, er, at beslutningen blev taget med meget kort varsel.
“Der åbnede sig en mulighed for at forsøge at sikre deres løsladelse. Vi havde også grund til at tro, at deres liv var under overhængende og voksende fare,” siger David Cameron ifølge BBC.
Gidseltagerne blev taget til fange under aktionen og vil ifølge Nigerias præsident, Goodluck Jonathan, “blive stillet til ansigt med lovens komplette vrede.”
Kilde: BBC

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu