Italiensk kaos kan løses af genvalgt præsident

21. april 2013 14:42 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Italiensk kaos kan løses af genvalgt præsident
Billede mangler

ITALIEN: Genvalget af den 87-årige Giorgio Napolitano som Italiens præsident er måske det, der skal til, for at få brudt den politiske lammelse, der har ramt landets parlament siden valget i februar.

Den aldrende Napolitanos genvalg bliver i hvert fald i italiensk presse udlagt som et tydeligt tegn på den dybtgående krise, som landets politiske system befinder sig i.

Chefredaktør Ezio Mauro, på avisen La Repubblica siger til AFP, at genvalget er et bevis på, at Italiens poliske liv og hele demokratiske system »er under ekstremt pres«.

Politisk medarbejder på avisen Corriere della Sera, Marzio Breda, siger til nyhedsbureauet, at genvalget viser, »at han (Napolitano, red.) anses som den eneste kraft, der kan løse denne systemkrise«.

Valget i februar efterlod de tre største blokke uden et eget flertal og samtidig uden evne og vilje til at danne en flertalsregering på tværs af partiskel.

Det gælder Silvio Berlusconis centrum-højre koalition, Pier Luigi Bersanis centrum-venstre alliance og Fem-stjerne-bevægelsen under ledelse af Beppe Grillo.

Grillo har dog haft følere ude til Bersani, som til gengæld har erklæret, at han vil gå af som partiformand, fordi store dele af hans partimedlemmer ikke stemte på den præsidentkandidat, som var bragt i spil.

Napolitanos embedsperiode udløber 15. maj, og med udsigt til at landet kunne stå både uden en præsident og en regering, ville det politiske kaos få store konsekvenser og med usvigelig sikkerhed smitte af på finansmarkederne, hvor Italien ikke har brug for mere uro.

Som redaktøren på avisen La Stampa, Mario Calabresi, siger:

»Napolitano bliver måske et år eller to. Det er som om, at det politiske system har købt sig tid.«

Analytikere siger ifølge AFP, at det er sandsynligt, at Napolitano hurtigt vil forsøge at danne en midlertidig regering med både teknokrater og politikere.

Den danske forfatter og Italien-kender Thomas Harder hæfter sig også ved, at det ifølge flere italienske medier var en betingelse fra Napolitano, at der skal dannes en bred samlingsregering fra centrum-venstre til centrum-højre med et meget snævert mandat, når han var blevet valgt som præsident.

»Den skal så gennemføre nogle bestemte reformer, blandt andet af valgsystemet, som skal munde ud i en nyvalg og ultimativt en ny regering. Der er tale om en tidsbegrænset regering, der skal løse nogle bestemte opgaver, så man kan starte på en frisk«, siger Thomas Harder.

Til gengæld skal Silvio Berlusconi efter hans vurdering ikke sætte næsen op efter at blive premierminister i en kommende regering, selv om har højlydt har slået på, at han er den eneste, der kan redde Italien:

»Det er svært at forestille sig, at Silvio Berlusconi skulle blive regeringschef en gang til, men hvis der dannes en bred regering, som der er lagt op til, så vil der også være en eller anden form for deltagelse fra hans parti. Der er ingen tvivl om, at han vil blive ved med at have indflydelse i nogle år frem i tiden,« siger Thomas Harder.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu