Italiensk valg udløser urolighed på aktiemarkederne

26. februar 2013 07:34 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Italiensk valg udløser urolighed på aktiemarkederne

ITALIEN/JAPAN/USA: De asiatiske aktiemarkeder åbnede med et fald tirsdag oven på mandagens uklare valgresultat i Italien, skriver Reuters.

 

Centrum-venstrekoalitionen vandt flertallet i det italienske underhus, mens det stod lige i overhuset, da næsten alle stemmer var talt op natten til tirsdag. Således står hverken et parti eller en koalition med det flertal, der er påkrævet for at en regering kan få gennemført sin politik.

Og et delt, fastlåst parlament i eurozonens tredjestørste økonomi er ikke noget, aktieanalytikere ser på med milde øjne, da det potentielt kan betyde en genoplivning af eurokrisen.

»Det er sandsynligt, at italienerne skal tilbage til stemmeurnerne. På den korte bane bryder investorer og handlere sig ikke om usikkerheden,« siger Ben Le Brun, markedsanalytiker hos OptionsXpress i Sydney ifølge Reuters.

Også Italiens valuta, euroen, bærer præg af den usikre situation i Støvlelandet. Ifølge Reuters er den nu på det laveste niveau over for dollaren i seks uger.

»Usikkerhed omkring udfaldet af det italienske valg og dets betydning vil bestemt holde euroen under stærkt pres i noget tid,« siger Yuji Saito, leder af fremmed valuta i Credit Agricole i Tokyo.

Også herhjemme vækker det kaotiske valgresultat bekymring.

»Valgresultatet viser, at Italienerne ikke ønsker at gennemføre nødvendige strukturelle reformer. Det er bekymrende. Italien har stort set ikke haft nogen økonomisk vækst det seneste årti blandt andet på grund af manglende reformer. Alligevel gav mere end halvdelen af de, der stemte, deres stemme til Berlusconi eller Grillo. Grillo, der vel bedst kan betegnes som Italiens svar på Jacob Haugaard, fik hver fjerde stemme,« siger europaanalytiker Frank Øland fra Danske Bank i en kommentar.

»Vi forventer, at ECBs sikkerhedsnet med opkøb af statsobligationer stadig står til rådighed for Italien, men der kommer ingen hjælp, uden at Italien lover at gennemføre flere reformer. Det er lige nu lidt svært at se, hvem der kan love det,« lyder det videre.

Det er dog først onsdag, man virkelig kan se investorernes dom. Her udsteder Italien ifølge analytikeren fem- og 10-årige statsobligationer for omkring 48 milliarder kroner.

»De udenlandske investorer vil muligvis ikke være ivrige efter at købe disse papirer, men Italien har normalt en stærk indenlandsk investorbase,« lyder det fra Frank Øland.

Også de amerikanske aktiemarkeder bar præg af den usikre situation ved lukketid mandag. Teknologibørsen Nasdaq faldt med 1,44 procent, mens Dow Jones-indekset faldt med 1,55 procent.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu