Jan Trøjborgs død berører politikere dybt

6. maj 2012 18:23 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Jan Trøjborgs død berører politikere dybt
Billede mangler

Det vælter ind med kondolencer fra top-politikere, efter borgmester i Horsens og formand for KL, Jan Trøjborgs (S), pludselige død.
 
Sagt om borgmester i Horsens og formand for KL, socialdemokraten Jan Trøjborg, som søndag døde som 56-årig:
 Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S):
– Det er med stor sorg, at jeg har modtaget den meget triste nyhed om Jan Trøjborgs alt for tidlige bortgang. Mine tanker går til hans børn og nærmeste, der har mistet en kærlig far og et varmt og generøst menneske. Deres tab kan ikke erstattes.
*Margrethe Vestager (R), økonomi- og indenrigsminister:
– Jeg kendte Jan godt og satte stor pris på ham. Både som kollega og samarbejdspartner. Vi var ministre sammen, og senest har vi haft et tæt og stærkt samarbejde, hvor Jan som kommunernes formand og jeg som kommunernes minister havde mange fælles opgaver. Med Jan Trøjborgs død har vi mistet en, der var midt i noget.
– Mine tanker går til hans familie i denne svære stund, skriver De Radikales formand.
*Frank Jensen (S), overborgmester i København:
– Det er med dyb sorg, jeg har erfaret, at min nære ven og gode politiske kollega gennem tre årtier, Jan Trøjborg, er død. Jan og jeg har fulgtes fra ungdomspolitikken, ind i Folketinget, videre som ungeministre i halvfemsernes regeringer og senest over i kommunalpolitikken, hvor Jan indtil i dag har været en dygtig og vellidt formand for Kommunernes Landsforening.
– Danmark har desværre mistet en visionær og resultatorienteret politiker, der kunne have ført landets kommuner gennem store reformer og stærkere ud på den anden side, lyder det fra hovedstadens overborgmester.
*Jacob Bundsgaard (S), borgmester i Aarhus:
– Jan Trøjborgs død er dybt tragisk og rammer os med stor sorg og savn. Jan Trøjborg stod på toppen af sin politiske karriere, og det synes uforståeligt, at det kommunale Danmark på denne måde skal miste en af sine store skikkelser, siger Aarhus-borgmesteren.
– Ved Jan Trøjborgs alt for tidligere død har jeg mistet en kær kollega, og mine tanker går især til hans familie.
*Kristian Thulesen Dahl, gruppeformand for Dansk Folkeparti:
– Trøjborg har jeg kendt som et positivt politisk menneske, der arbejdede hårdt og konstruktivt. Jan Trøjborg var en af de politiske kolleger, som altid optrådte fair og som derfor var særdeles vellidt – også blandt politiske modstandere.
– Vi vil savne Jan Trøjborgs politiske med- og modspil og vore tanker går nu til hans nærmeste, melder den politiske modstander fra Dansk Foleparti.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu