Rasmus Jarlov: København kommer sovende til sin succes

9. marts 2013 11:58 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Rasmus Jarlov: København kommer sovende til sin succes
Billede mangler

Kommunaldirektør Claus Juhl maler et skønmaleri af Københavns Kommune og bør holde sig fra at prale med lave skatter og stram økonomistyring, lyder det fra Rasmus Jarlov, leder for Konservative i Københavns Borgerrepræsentation, til Berlingske Nyhedsbureau.. Han mener, at Københavns Kommune er kommet mere eller mindre sovende til den succes, som den i øjeblikket oplever på grund af blandt andet en stigende tilstrømning af nye borgere.

 

»København har en vækst, der er større end i udkantsdanmark, men den er mindre end i for eksempel Stockholm, fordi byen i modsætning til Stockholm fører en politik, der langt fra er erhvervs- og vækstvenlig,« siger Rasmus Jarlov,

Ifølge Berlingske får København årligt 10.000-11.000 nye borgere, og de leverer fra spædbarn til arbejdsfør mand i snit 50.000 kroner til kommunekassen, når omkostninger til skole, pleje og andet er trukket fra kommunens ekstra skatteindtægter. Dermed får hovedstaden en nettogevinst på en halv milliard kroner om året, og ifølge økonomiforvaltningen har effektiviseringer desuden medført besparelser på 200-300 millioner kroner.

Men Rasmus Jarlov holder fast i, at væksten sker på trods af Københavns Kommune og ikke på grund af Københavns Kommune.

»Der er ikke noget at prale af. Sagsbehandlingen i kommunen er langsom, og væksten har man på grund af en naturlig tilflytning til hovedstaden, og der er et meget større potentiale,« siger Rasmus Jarlov og pointerer, at skatterne i København slet ikke er så lave, som man gerne vil gøre dem til.

»Man henviser til, at København har den niendelaveste skat i landet, men lægger man parkeringsindtægter, som andre kommuner kun kan drømme om at komme i nærheden af, samt overførsler fra nordsjællandske kommuner ind i regnestykket, så er København faktisk en af de kommuner, der bruger flest penge per indbygger.«

Han mener, at Københavns Borgerrepræsentation manglende fokus på erhvervs- og vækstpolitik er hæmmende, når man kigger ud over landets grænser:

»Selv om vi klarer os bedre end Thy og Rønne, så er det et problem, at vi ikke kan konkurrere med Berlin og Stockholm. København er nok den millionby i verden, som har de højeste skatter og afgifter, og det bør man sætte ind mod,« siger Jarlov.

Dansk Industri rangerer i deres nyeste undersøgelse af kommunernes erhvervsklima København som nummer 70 ud af landets 98 danske kommuner.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu