Jelved slår igen mod R-bagland

19. august 2012 13:45 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Jelved slår igen mod R-bagland
Billede mangler

Det er urimeligt, at De Radikale får kritik fra baglandet for at glemme sin sociale profil.
Det mener gruppeformand Marianne Jelved, der fastslår, at baglandet længe har kendt til partiets politik – og givet den ros.
– Det er ikke en rimelig kritik. Vi har i regeringsgrundlaget gjort rede for den politik, vi ville føre.
– Og dengang, det kom frem, var der stor tilfredshed i partiet. Det er regeringsgrundlaget, vi gennemfører stykke for stykke, siger hun.
Flere lokalformænd og hovedbestyrelsesmedlemmer siger søndag til Berlingske, at partiets førte politik er blevet for liberal, og at de radikale politikere på Christiansborg glemmer, at De Radikale er socialliberale.
Men Marianne Jelved afviser, at kritikkerne har ret.
– Vi har blandt andet fjernet fattigdomsydelserne og brugerbetalinger på blandt andet tolkning og fertilitetsbehandling, og vi har givet bedre vilkår for førtidspensionister, der er på den gamle ordning, siger hun.
– Der er masser af forskellige ting, som man er glade for i Det Radikale Venstre, og som man kan karakterisere som socialt, siger Marianne Jelved.
Hun kender ikke årsagen til kritikken, men tror den hænger sammen med debatten om de mange dagpengemodtagere, som snart ender uden et forsørgelsesgrundlag. Men heller ikke kritikken af dagpengereformen er rimelig.
– Det har været særdeles velkendt i radikale kredse, i hovedbestyrelsen ikke mindst, hvad dagpengereformen gik ud på, siger Marianne Jelved.
Hun går ud fra, at kritikken vil blive taget op snarest, ikke mindst når der er hovedbestyrelsesmøde næste lørdag. Men om det kan føre til en forsoning er for tidligt at svare på.
– Det kunne jeg da håbe. Det ved jeg ikke. Jeg kender ikke helt bevæggrunden bag kritikernes udtalelser i Berlingske Tidende i dag og den kommer faktisk lidt bag på mig, siger Marianne Jelved.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu