Jesper Petersen vil hellere sidde på de bagerste rækker i S

19. marts 2013 22:50 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Jesper Petersen vil hellere sidde på de bagerste rækker i S
Billede mangler

»Jeg vil føle mig mere hjemme på bagerste række hos socialdemokraterne end i front for SF.«

 

Sådan siger Jesper Petersen (SF), nu forhenværende politiske ordfører i SF, om sin beslutning om at melde sig ud af partiet for at melde sig ind hos Socialdemokratiet.

I et interview med TV2 siger Jesper Petersen, at beslutningen om at forlade partiet har været på vej et stykke tid, og han erkender at kunne se frem til en mere tilbagetrukken tilværelse i det nye parti.

»For mig handler det om at kunne se sig selv i spejlet og mærke helt ned i maven, at det er rigtigt,« fortsatte den 31-årige tidligere ordfører.

Ifølge TV2 orienterede Jesper Petersen partiformand Annette Vilhelmsen (SF) om sin beslutning om at forlade partiet ved 19.30-tiden tirsdag aften, og det var blandt andet samarbejdet med partiformanden, der fik ham til at smide håndklædet i ringen.

»Der er ikke én grund til. Det er en beslutning, som jeg har gået og måtte overveje igennem længere tid. Men der er mange elementer i så stor en beslutning. Men jeg har måttet gøre op med mig selv og erkende at når det handler om det grundlæggende politiske ståsted og vægtningen af den konkrete politik i hverdagen på Christiansborg og ikke mindst i evnen og viljen til at tage lederskabet på sig, der hører jeg hjemme i Socialdemokraterne. Jeg er nødt til at kunne se mig selv i spejlet og træffe den her beslutning, selvom den er stor,« siger Jesper Petersen til TV2.

Ifølge Jesper Petersen var formand Annette Vilhelmsen overrasket over beslutningen.

»Jeg vil ikke referere samtalen i detaljer, men jeg fik sagt til hende, hvad der var vigtigt for mig, at jeg ønsker SF og hende alt det bedste. Jeg skylder det parti meget. Og jeg håber, at der fortsat vil være et stærkt SF. Men hun kan samtidig heller ikke være overrasket over, at vi var uenige om den linje, som hun er ved at folde ud som formand for SF. Hvad hun har ret til, for hun er valgt med det mandat. Men jeg er uenig i den, og det kan hun ikke være overrasket over, siger Jesper Petersen til TV 2.

På sin Facebook-profil skriver den nybagte socialdemokrat, at han nu ydmygt går ind i den socialdemokratiske folketingsgruppe, »hvis de vil have mig« og er klar til at påtage sig de opgaver, de måtte kunne bruge ham til.

Han nævner formandsvalget og beslutningerne om SFs kurs som parti i månederne siden da som anledning til at tage sit partipolitiske ståsted op til overvejelse.

»SF har ændret sig – og det har jeg også selv over årene. I mit grundlæggende ståsted, i væsentlige konkrete politikområder og i vægtningen af politiske sager i hverdagen hører jeg hjemme i Socialdemokraterne.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu