Jihad kan få Trykkefrihedsselskabet dømt for diskrimination

23. februar 2013 07:20 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Jihad kan få Trykkefrihedsselskabet dømt for diskrimination

Det er diskrimination og dermed i strid med lovgivningen at afvise en person udelukkende på grund af et arabisk-klingende navn, hvilket var tilfældet med den studerende, Jihad Taha, som ikke måtte deltage i Trykkefrihedsselskabets møde om ytringsfrihed på Christiansborg.

 

Det siger advokat Christian Harlang, en af landets førende eksperter i diskriminations-juridiske spørgsmål ifølge Politiken.

»Jeg anser sagen for at være krystalklar. At man afviser en person alene på grund af et navns etniske reference, er en oplagt overtrædelse af dansk lov om etnisk ligebehandling. Hvis Jihad Tahas sag bliver forelagt ved domstolene, er det min klare vurdering, at Trykkefrihedsselskabet vil blive dømt med piber og trommer«, siger Christian Harlang til Politiken.

Jihad Taha fik kort før mødet at vide af Torben Mark Pedersen, bestyrelsesmedlem i Trykkefrihedsselskabet, at han af sikkerhedsmæssige hensyn ikke kunne få adgang til mødet. Den unge politologi-studerende havde ellers betalt og tilmeldt sig rettidigt. Overfor Politiken uddyber Torben Mark Pedersen beslutningen med, at »én, der kalder sig noget, der oversat kan betyde hellig krig, og som har en palæstinensisk-egyptisk baggrund, dét får alarmklokkerne til at ringe«.

Det er imidlertid ikke lovligt at bruge et navn som den primære årsag til en afvisning, vurderer Christian Harlang, og hvis Jihad Taha vælger at gå rettens vej, kan sagen få alvorlige konsekvenser for Trykkefrihedsselskabet, lyder det.

»Jeg mener, at sagen er temmelig oplagt, og ifølge ligebehandlingslovens særlige godtgørelsesregler vil erstatningsniveauet formentligt blive udmålt til i omegnen af 70.000 til 100.000 kroner. Trykkefrihedsselskabet vil formentlig også blive idømt en klækkelig bøde, og endelig er strafferammen i loven om etnisk diskrimination op til og med fængsel. Jeg mener derfor, at politiet enten selv eller efter anmeldelse bør tage sagen op«, siger Christian Harlang til Politiken.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu