Jobcentre kan ende med at få en fyreseddel

5. februar 2013 17:45 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Jobcentre kan ende med at få en fyreseddel
Billede mangler

Den kommunale beskæftigelsesindsats, som vi kender den i dag, kan hænge i en tynd tråd.

 

Tirsdag bebudede statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), at et nyt udvalg skal gennemgå beskæftigelsesområdet med en tættekam for at komme med anbefalinger til, hvordan området kan gøres mere effektivt. Det bliver den tidligere socialdemokratiske sundheds- og skatteminister Carsten Koch, der skal stå i spidsen for udvalget, og han vil ikke på forhånd afvise, at udvalget vil komme med anbefalinger, der vil gøre op med de til tider udskældte kommunale jobcentre. Det er dog ikke udgangspunktet, understreger han.

– Man kan jo ikke udelukke, at man i det arbejde kommer frem til, at der måske – og jeg siger bare måske, for jeg har ikke taget stilling endnu – er for lille et opland til den model, vi har i dag. Det kan sagtens tænkes. Men det er ikke det, der driver, at vi skal lave det organisatoriske om. Men det kan godt være, at man som følge af det indholdsmæssige kan komme til nogle forslag, som ændrer på visse elementer, siger han.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) vil afvente udvalgets arbejde, før hun vil tage stilling til, om der skal ændres ved den nuværende model. Regeringen er først og fremmest interesserede i at få undersøgt, hvordan man kan hæve kvaliteten af beskæftigelsesindsatsen, som årligt koster omkring seks milliarder kroner, forklarer hun.

– Fokus er entydigt på indholdet af den førte beskæftigelsespolitik. Og jeg ved selvfølgelig godt, at der er forskellige holdninger til, hvor beskæftigelsespolitikken er bedst placeret. Jeg tror, det er vigtigt, at fokus i første omgang meget entydigt er på den ledige og på virksomhedernes behov, snarere end på organisationen og strukturen. Derfor er fokusset her på indhold og kvalitet, siger hun.

Tidligere på ugen skrev avisen.dk, at mange medarbejdere på landets jobcentre går ned med stress på grund af den hårde kritik og de mange forventninger. Det førte blandt andet til kritik af Mette Frederiksen, men hun understreger, at kulegravningen af beskæftigelsesindsatsen ikke handler om, at hænge nogen ud.

– Vi går bestemt ikke efter de ansatte. Og jeg tror, at det er vigtigt at sige, at medarbejderne på landets jobcentre aldrig kan gøre mere end det, beskæftigelsesloven giver muligheder for. Derfor vil resultaterne af beskæftigelsespolitikken altid være et politisk ansvar, som påhviler Folketinget og regeringen, siger ministeren.

Det nye udvalgs arbejde er delt op i to faser. Det skal først og fremmest fokusere på, hvordan man får gruppen af de såkaldte arbejdsmarkedsparate ledige i varig beskæftigelse, og skal derefter undersøge situationen for de ikke-arbejdsmarkedsparate ledige, herunder kontanthjælpsmodtagere og personer på sygedagpenge.

– Vi har behov for en bedre beskæftigelsespolitik end den, vi har i dag. Vi har behov for at afdække, hvordan vi sikrer, at mennesker hurtigst muligt kommer i arbejde, men med det tvist, at der skal være fokus på en varig tilknytning til arbejdsmarkedet, siger Mette Frederiksen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu