Jobchef til studenter: Søg job i udlandet

18. juni 2012 13:20 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Jobchef til studenter: Søg job i udlandet
Billede mangler

Landets studenter skal kæmpe om arbejdspladserne i det måske kommende sabbatår.
Antallet af ufaglærte job, som mange studenter normalt går efter, er faldet kraftigt.
Men hvis man er fleksibel, er der job at få, fortæller adm. direktør i Jobindex, Kaare Danielsen.
– Hvis man er villig til at flytte sig geografisk og f.eks. tage et år til Norge, er jobmulighederne betydelig bedre, end de er i Danmark. Jobbene er også bedre lønnet, siger Kaare Danielsen til Newspaq.
Ifølge Jyllands-Posten er antallet af ledige job med børnepasning faldet med 38 procent på ét år, og butiksjob er faldet med 12 procent.
Dermed kan hovedparten af de 75 procent af landets 3’gere, der planlægger et sabbatår, få svært ved at få sig et arbejde, skriver avisen i dag.
Der er dog fortsat 40.000, der får nyt job hver måned, påpeger Kaare Danielsen.
– Der er mange gode job, selvom arbejdsgiverne ikke længere står i kø for at ansætte de unge. Hvis man vil have et job, er det vigtigt at være aktiv, udadvendt og selv kontakte arbejdsgiverne. Man skal ikke vente på, at man bare får et job, siger han til Newspaq.
Han understreger, at en del ufaglærte job ikke længere slås op.
– De besættes af dem, man kender. Det er typisk i små cafeer, restauranter og butikker. Så man skal selv kontakte arbejdsgiveren, siger Kaare Danielsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu