Johanne: Drop Løkke og kom tilbage til os

24. juni 2012 17:39 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Johanne: Drop Løkke og kom tilbage til os
Billede mangler

Regeringen kan nå at fortryde og annullere skattereformen, der er forhandlet på plads med V og K.
Det siger Johanne Schmidt-Nielsen til Ritzau.
– Hvis de har fortrudt, så er de velkomne til at komme tilbage til os. Hvis de opsiger aftalen med Løkke, så står vi klar.
Søndag eftermiddag har Johanne Schmidt-Nielsen holdt møde med Enhedslistens folketingsgruppe og hovedbestyrelse. Hun indkaldte til mødet fredag eftermiddag med det formål, at hovedbestyrelsen skulle give grønt lys til den røde skattereform.
Det grønne lys er givet – men til ingen verdens nytte, nu da Venstre og De Konservative sidder i Finansministeriet og forhandler de sidste detaljer på plads i skatteaftalen søndag.
– Men mødet viste, hvad jeg godt vidste: At der fra hovedbestyrelsens side er en entydig opbakning – både til den aftale, vi havde forhandlet os frem til med regeringen, og til den linje, vi har lagt: At vi ikke kan støtte en regering, vi ikke har tillid til, siger hun.
Men trods den manglende tillid til regeringen og det faktum, at Enhedslisten nu ikke længere er regeringens støtteparti, men i opposition, vil Johanne Schmidt-Nielsen stadig gerne lege med regeringen, hvis den kommer på bedre tanker:
– Hvis de har fortrudt og er flove over den blå skattereform, så er de hjerteligt velkomne til at komme tilbage til Enhedslisten og gennemføre den røde skattereform, vi havde forhandlet os frem til.
Johanne Schmidt-Nielsen kalder det for dybt useriøst, at regeringen bringer det tunge skyts i form af tre ministre på banen for at “spinne sig ud af, at de løb fra en aftale med Enhedslisten”.
Finansminister Bjarne Corydon (S), skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) og økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) siger, at der ikke lå en færdig aftale med Enhedslisten klar, da de indgik skatteaftalen med Venstre og De Konservative.
– Sagen er, at regeringen valgte at lave en politisk aftale med højrefløjen, da de bød sig til. Derved valgte de den røde skatteaftale fra, og det kan de altså ikke spinne sig ud af, siger den politiske ordfører til Ritzau.
/ritzau/

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu