Johanne Schmidt afviser splid i partiet

4. maj 2012 09:06 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Johanne Schmidt afviser splid i partiet
Billede mangler

Der er ikke magtkamp i Enhedslisten om partiets støtte til finansloven, hvis regeringen laver reformer med de borgerlige partier om førtidspension og fleksjob samt skat.
Sådan siger partiets politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, før hun fredag taler til græsrødderne ved Enhedslistens årsmøde i Korsgadehallen på Nørrebro i København.
Bjarne Thyregod og Mikael Hertoft fra hovedbestyrelsen har ellers advaret hende mod udsalg.
– Jeg tror ikke, at forskellene i Enhedslisten er så store. Vi er alle bekymret for, at regeringen hellere vil lave reform af førtidspension og fleksjob med højrefløjen end med os. Det går ud over nogle mennesker, hvis man skærer 1,9 milliarder kroner, siger hun.
Johanne Schmidt-Nielsen udsteder ikke på forhånd nogen blankocheck til regeringen om finansloven. Men hun vil nødig vælte en S-ledet regering, forklarer hun.
– Om vi kan stemme for en finanslov eller ej, kommer fuldstændig an på, hvad der sker i løbet af året, og hvordan finansloven ser ud. For det andet: Vi har absolut intet ønske om at få Lars Løkke og Pia Kjærsgaard tilbage, siger hun.
– Helle Thorning kan bringe sig i en situation, hvor hun er i mindretal. Det vil være meget uklogt, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Hun afviser, at Enhedslisten kun kerer sig om folk på overførsler og ikke for det arbejdende folk. SF’s politiske ordfører Jesper Petersen skosede for nylig Liste Ø som et “klientparti”.
– Jeg har aldrig forstået den skarpe skelnen mellem de, der er på arbejdsmarkedet og de, der er udenfor. Jeg synes, at det er lidt uforskammet at kalde folk, som er fyret på grund af krisen, for klienter, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu