Jonas Dahl: Ingen nye toner fra SF

11. april 2013 17:36 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Jonas Dahl: Ingen nye toner fra SF
Billede mangler

Enhedslisten roser SF for nye toner i regeringssamarbejdet og håber, at SF vil være med til at trække regeringen i en mere rød retning. Men Enhedslisten skal ikke komme for godt i gang, lyder det fra politisk ordfører Jonas Dahl (SF).

 

Han ser ikke noget nyt i, at SFs landsledelse ifølge Jyllands-Posten i en beretning til SFs landsmøde skriver, at »SF ikke glæder sig over« den bebudede lettelse af selskabsskatten, at »ikke alt« i kontanthjælpsreformen er SF-initiativer, og at Danmark bør tilslutte sig de 11 EU-lande, der er på vej med en finansskat.

»Per Clausen forsøger at analysere på, at der skulle være noget nyt i det her. Det er der sådan set ikke,« siger Jonas Dahl.

»Der er ikke nye toner i det her. Det er ikke nogen hemmelighed, at SF går ind for regeringens politik. Vi er en del af regeringen, og det vil vi også fortsætte med at være.«

Han mener ikke, det kan overrasket nogen, at ønsket om at sænke selskabsskatten ikke har groet i SFs baghave.

»SFs tidligere politiske ordfører, Jesper Petersen (S), og jeg selv sagde allerede, da vi fremlagde planen, at det ikke var noget, der var groet i vores baghave, men det er ikke ensbetydende med, at vi ikke står bag vækstplanen. Vi synes sådan set, at Vækstplan DK er rigtig god,« siger han.

Jonas Dahl understreger, at regeringen har et fint forhold til Enhedslisten, men partiet skal ikke forvente en ny kurs.

»Det er regeringens parlamentariske grundlag, og derfor diskuterer vi selvfølgelig politik med dem. Men vi diskuterer også – når Enhedslisten ikke vil være med til at diskutere med regeringen – reformer, for eksempel Vækstplan DK med Folketingets andre partier,« siger han.

Spørgsmål: Vil I arbejde for flere aftaler mellem regeringen og Enhedslisten?

»Regeringen arbejder med regeringens politik i forhold til at skabe resultater,« siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu