Jordskælv ryster Danmark og Sverige

6. august 2012 09:54 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Jordskælv ryster Danmark og Sverige
Billede mangler

Et jordskælv i havet mellem Sverige og Danmark vækkede tidligt mandag morgen flere danskere.
Skælvet havde en styrke på 4,4 på richterskalaen, og flere end 30 danskere har allerede inden klokken syv mandag morgen indberettet deres oplevelser til De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, Geus.
Også flere sydsvenskere vågnede af skælvet, der i dansk optik er et af de mere kraftige.
– Vi vågnede ved, at hele huset rystede. Væggene knagede. Vi har endnu ikke fået set, om der er slået revner i muren, fortæller Anne og Mathias Elm fra den svenske by Ängelholm til det svenske nyhedsbureau TT.
Danmark oplever jævnligt jordskælv, men de er som regel så svage, at det kun er de færreste, som registrerer dem.
I december 2008 ramte et jordskælv på 4,8 Richter, der kunne mærkes i store dele af det østlige Danmark, og i 2010 rystede jorden under vestjyderne, da et jordskælv på 4,7 ramte ud for Thy.
Nattens jordskælv ramte i Kattegat omkring 20 kilometer sydøst for Anholt, og dermed er både danskere og svenskere formentlig sluppet for større skader i forbindelse med jordskælvet.
Hverken danskere eller svenskere behøver desuden at være nervøse for flere rystelser. Det er nemlig ikke normalt, at der efter jordskælv i Danmark kommer efterskælv, der kan mærkes, oplyser De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu