Journalistforbund undrer sig over tavse ministre

8. april 2013 10:40 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Journalistforbund undrer sig over tavse ministre
Billede mangler

En ny offentlighedslov kan forhindre en række væsentlige historier i at nå offentligheden. Det mener Dansk Journalistforbund.

 

»Vi frygter, at der er dokumenter, som aldrig nogensinde kan komme ud til offentligheden. Alt andet lige vil der være nogle ting, der ikke bliver indsigt i, og dermed kan man frygte, at der er historier, som ikke kommer frem,« siger formand Mogens Blicher Bjerregård til Berlingske Nyhedsbureau.

Regeringen, der sammen med Venstre og Konservative står bag en ny offentlighedslov, begrunder indskrænkningen af muligheden for at følge med i korrespondance til og fra ministre med behovet for et »fortroligt rum« – et sted, hvor man kan udveksle idéer, forslag og informationer, uden offentligheden følger med.

Mogens Blicher Bjerregård mener, at det »fortrolige rum« allerede findes med den nuværende lovgivning.

»Hvad er det for et rum, der er brug for, som man ikke har i forvejen? Hvad er det, der ikke kan lade sig gøre i dag?,« siger han.

Jyllands-Posten spørger mandag 20 nuværende og tidligere ministre om, hvad det manglende fortrolige rum har betydet for deres arbejde. Ingen har ønsket at svare.

Mogens Blicher Bjerregård opfordrer politikerne til at komme på banen:

»Vi har i flere omgange bedt om at få nogle bud på konsekvenserne af den her lov, og det har vi ikke kunnet få,« siger han og undrer sig over de manglende svar fra ministrene:

»Det er mærkværdigt, at man ikke vil fortælle, hvad konsekvenserne er. Det er rigtigt vigtigt, når der kommer en ny lov, at få fuldstændig klargjort konsekvenserne. Den bedste måde, man kan gøre det på, er at afprøve konkrete eksempler – hvad ville konsekvenserne være for de eksempler,« siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu