Justitsminister vil undersøge parkeringsregler

22. september 2012 15:10 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Justitsminister vil undersøge parkeringsregler
Billede mangler

Justitsminister Morten Bødskov (S) vil efter dom om ulovlig parkering have reglerne undersøgt.

 

Der skal skabes ordentlige vilkår for parkeringsbøder.
Det siger justitsminister Morten Bødskov (S) i en kommentar til en principiel dom i Østre Landsret, hvor FDM fik medhold i, at der ikke kan gives to bøder for den samme ulovlige parkering.

– Det er min opfattelse, at der skal findes en løsning på problemet. Vi skal naturligvis undgå spekulation i ulovlig parkering, men vi må samtidig ikke skabe urimelige forhold for dem, der uforvarende kommer til at parkere ulovligt, siger Morten Bødskov.

– Jeg har med interesse noteret mig de kommentarer, som blandt andet Center for Parkering i København og FDM er fremkommet med i tilknytning til landsrettens afgørelse, tilføjer Morten Bødskov.

Justitsministeren vil nu bede arbejdsgruppen for bedre forbrugerbeskyttelse på parkeringsområdet om at inddrage dommen i gruppens videre arbejde.

Selvom bilejernes organisation FDM vandt den principielle sag mod Københavns Kommune, anbefaler FDM en ændring af loven, så bilejere kan få flere bøder i fremtiden.

– Vi kan godt forstå, hvis kommunerne har behov for redskaber til at klare folk, der bevidst snyder. Så vi anbefaler en lovændring fra politikerne på Christiansborg, siger Per Alkestrup, afdelingschef i FDM’s rådgivning.

Østre Landsret har fredag sagt, at en bil, der holdt parkeret på et fortov i mere end 24 timer, ikke gav vagterne fra Parkering København ret til at stange to bøder ud.

FDM ser dog et skrækscenarie, hvor rejsende i Kastrup Lufthavn parkerer i stor stil i Tårnby, fordi de kun kan få én bøde. Det er nemlig billigere end parkering ved selve lufthavnen.

Derfor mener FDM, at loven må laves om, så der kan gives flere bøder til bilister, der forsætligt holder ulovligt parkeret.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu