Jyde hæver 115.000 kroner efter kommunefejl

24. juli 2012 11:08 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Jyde hæver 115.000 kroner efter kommunefejl
Billede mangler

Det er Vejle Kommunes egen skyld, at en medarbejder underskrev en forkert købsaftale på en byggegrund i Thyregod.

 
Derfor skal kommunen nu tilbagebetale 115.000 kroner til en borger, som i foråret 2010 købte grunden, der ligger i landsbyen nord for Give.
Ifølge købsaftalen dækkede prisen på grunden – som i alt beløber sig til 160.000 kroner – også tilslutningsafgifter til kloak, vand og strøm, og købsaftalen blev underskrevet af både køberen og kommunen.
Men problemet var, at de grunde i Thyregod, der skulle sælges, var udstykket før kommunesammenlægningen.
Den gamle kommune solgte grundene uden tilslutningsafgifter, således at køberen selv skulle betale for at tilslutte kloak, strøm og vand.
Den nye Vejle Kommune sælger til gengæld alle sine grunde inklusive tilslutningsafgifter, og derfor var man ikke helt opmærksom, da Thyregod-grundene blev sat til salg.
Man havde ganske vist sat et lille skilt op ved udstykningen i Thyregod, hvoraf det fremgik, at grunden blev solgt uden afgifter, men omvendt havde man i salgsmaterialet henvist til kommunens hjemmeside, hvor den forkerte købsaftale lå.
Køberen udfyldte købsaftalen, der efterfølgende blev underskrevet af kommunens sagsbehandler.
Da man opdagede fejlen, sendte man ny aftale til køberen. Her var prisen sat op med 115.000 kroner – hvilket svarer til tilslutningsafgifterne.
Han kunne enten skrive under på den nye aftale, hæve handlen eller imødese en retssag fra kommunens side.
Køberen var stædig og fastholdt, at han havde købt grunden inklusive tilslutningsafgifter. Han betalte dog de 115.000 kroner under forbehold for at kunne kræve dem tilbage senere.
Og nu får han altså sine penge.
Både byretten og nu Vestre Landsret er enige om, at det er kommunen, der har udformet købsaftalen, og derfor også har ansvaret for, om den er korrekt.
Man kan ikke kræve, at en privat køber kender til priserne på tilslutning af kloak, strøm og vand, og han har heller ikke handlet i ond tro.
Ud over de 115.000 kroner skal kommunen betale renter og 63.000 kroner i sagsomkostninger.
Tre andre borgere har købt tilsvarende grunde på en forkert købsaftale, men de har efterfølgende ikke anlagt sag. Måske bliver de inspireret af denne sag.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu