Jyder betaler dyrt for indenrigsflyvninger

2. april 2013 12:55 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Jyder betaler dyrt for indenrigsflyvninger

Der kan være stor forskel på at sætte kursen den ene eller den anden vej i dansk indenrigsflyvning. Et prischeck viser, at SAS tager dobbelt så meget for en morgenflyvning fra Aalborg til København som den modsatte vej. Det skriver branchesitet Check-in.

 

Check-in har også set på prisen på ruten Aarhus-København, og her er mønstret det samme: Det er 70 procent dyrere at flyve østpå om morgenen.

Prisforskellen har angiveligt fået nogle virksomheder til at ændre mødemønster. Ifølge Check-in forsøger nogle jyskbaserede virksomheder at afholde flest mulige møder på fastlandet frem for i hovedstaden. Det giver nemlig besparelser på rejseudgifterne, når prisforskellen er så stor.

Hos SAS forklarer man prisforskellen med markedsmekanismerne. Der er simpelthen så meget pres på turene fra Jylland til København, at det påvirker prisen – der er ikke tale om diskrimination, forklarer SAS’ pressechef i Danmark Trine Kromann-Mikkelsen

»Vores priser er ikke diskriminerende. De afgøres af alene af efterspørgslen, og da der er større efterspørgsel den ene vej i forhold til den anden vej, vil prismønstret se sådan ud,« siger hun ifølge branchesitet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu