Jyder giver hellere et “klap i røven” end gaver

10. oktober 2011 21:31 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Jyder giver hellere et
Billede mangler

Mens københavnerne hælder mest til gaver, så er jyder mere håndfaste, når det gælder om at vise kærlighed
Hvordan bør man vise kærligheden til sin partner? Det er danskerne mildest talt uenige om, viser en ny stor undersøgelse blandt netdatere.
Ægte kærlighed kan udtrykkes på mange måder. Med ord, handling, gaver, fysisk berøring eller noget helt femte. Den foretrukne metode afhænger i høj grad af, hvor i landet man bor.
Det viser en ny undersøgelse foretaget af datingportalen Netdate.dk, der har spurgt 2.264 brugere, hvordan de viser, at de elsker deres partner. Undersøgelsen afslører interessante og meget markante forskelle mellem jyder og Københavnere. For mens over halvdelen af københavnerne vælger at smutte forbi blomsterhandleren eller smykkeforretningen efter en fin gave, er økonomisk tilbageholdenhed i parforholdet noget mere udbredt i det jyske. Hele 84 pct. af nordjyderne vil eksempelvis gerne undgå materielle kærlighedserklæringer og i stedet glæde deres partner på andre måder. Til gengæld er det en god idé at søge efter en kæreste i netop Nordjylland, hvis man gerne vil påskønnes med et knus, et lille klap i røven – eller det, der er frækkere. Nordjylland er nemlig det område i landet, hvor flest netdatere foretrækker at vise kærlighed med fysisk berøring.
Tradidionelle værdier
– I yderområderne hersker nogle mere traditionelle værdier, hvor iscenesættelse ikke er så nødvendig. En spade er en spade og et klap i røven er stadig en kompliment, forklarer Rune Heickendorf, medejer af Netdate.dk, der har over 200.000 registrerede brugere.
Ifølge Rune Heickendorf bunder forskellen mellem jyder og københavnere ikke i traditionelle fordomme om jysk nærighed. Penge og gaver har bare en vigtigere social funktion i København.
– I og omkring storbyerne er der større fokus på karriere, og man vil gerne fremstå succesfuld over for både omverdenen og sine nærmeste. Det billede plejer københavnerne ved at demonstrere økonomisk overskud til at købe dyre gaver til kæresten, fortæller Rune Heickendorf, der også har opdaget andre sjove datingforskelle mellem danskere øst og vest for Storebælt.
Ser flere profiler igen
– Vi kan f.eks. se, at københavnerne har en tendens til at kigge i den samme profil flere gange, før de kontakter personen bag. Det er nok, fordi de gerne vil udtænke et rigtig godt og skarpt brev, mens jyderne tit er hurtigere på aftrækkeren og ikke så bange for at sige det højt, hvis de ser én, som de synes ser sød ud, siger Netdate.dk-medejeren.
FAKTA: Sådan viser danskerne kærlighed
Med gaver: 34 pct.
Med ord: 31 pct.
Med fysisk berøring: 19 pct.
Med handling: 16 pct.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu