Jysk vindmølle knækket og væltet ned over vej

24. februar 2012 19:53 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Jysk vindmølle knækket og væltet ned over vej
Billede mangler

Blæsten blev for kraftig for en 30 meter høj vindmølle, der i dag ved 16-tiden gav efter og knækkede sammen over en østjysk vej.
 
Ifølge tv2.dk er der tale om en ældre mølle ved Lystrup i den nordlige del af Djursland. Ingen kom til skade, da den hvide energi-kæmpe ramte Strandvejen og splintredes ud over asfalten, men ulykken har skabt problemer for trafikken.
 
“Vi fik anmeldelsen omkring kl. 16.00 og vindmøllen er knækket i tyve meters højde. Strandvejen ved Lystrup har været spærret af vindmøllen, og det har skabt nogle trafikale problemer i området,” fortæller Peter Hunniche, vagtchef ved Østjyllands Politi til TV 2.
 
Vejen bruges blandt andet af områdets beboere, men heldigvis blev ingen ramt af den styrtende vindmølle.
“Jeg blev da rystet, for hvis jeg var kommet fem minutter før, kunne den måske have ramt mig,” siger Jette Brubaker til tv2.dk. Hun bor i nærheden og bruger dagligt den vej, som møllen ramte.
 
Den faldne mølle ejes af Lystrup Vindmøllelaug. De er nu i gang med at rydde op efter møllestyrtet.
Kilde: tv2.dk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu