Jyske borgmestre i protest over togplan

2. marts 2013 20:58 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Jyske borgmestre i protest over togplan
Billede mangler

To jyske borgmestre føler sig forbigået af regeringens planlagte milliardinvesteringer i hurtigere toge.

 

Borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, Iver Enevoldsen (V), mener, at politikerne har overhørt de ønsker, der er kommet fra Vestjylland.

»Jeg må sige, at jeg føler, at man har glemt den vestlige del af Danmark i den investeringsplan. Det er begrænset, hvad der kommer af investeringer vest for Herning, selvom vi har givet indspark til transportministeren, hvor vi siger, at vi skal have hyppigere og hurtigere drift fra Ringkøbing og Skjern,« siger han til DR Nyheder.

Selv om den nye togplan betyder, at der kommer hurtigere togforbindelser fra Odense til Esbjerg, hjælper det ifølge Iver Enevoldsen ikke på væksten i det vestjyske.

»Når man vil have balance i Danmark, burde man også investere i vores område. Det betyder meget, at vores transportmuligheder er optimale. Og der må vi sige, at jeg gerne have set, at nogle af de milliarder var gået til den vestlige del,« siger Iver Enevoldsen til DR Nyheder.

Også Tønders borgmester, Laurids Rudebeck (V), angriber regeringen for at have svigtet det sydvestlige Jylland.

»Vi ser jo igen-igen, at regeringen laver sine store anlægsinvesteringer i de store østvendte byer. De overser jo fuldstændig vores område i det sydvestlige Jylland, det er bare ikke tilfredsstillende,« siger Laurids Rudebeck til DR Syd.

»Tønder Kommune har jo bedt om økonomisk hjælp til vores biogasfabrik, og vi har også bedt om hjælp til udvikling af Rømø Havn, men har ikke set så meget som én eneste krone til de projekter. Det virker meget underligt, at regeringen laver store anlægsinvesteringer til næsten 30 milliarder kroner, når vi blot har bedt om 30 millioner kroner til projekter, der rent faktisk kan skabe arbejdspladser,« siger Laurids Rudebeck til DR Syd.

Men formanden for Folketingets trafikudvalg, Benny Engelbrecht (S), afviser kritikken.

»Vi har lavet en kæmpe trafikinvestering, der kommer hele Danmark til gode – også Tønder-området. Når borgerne i Tønder eksempelvis skal til Odense eller København, kan de komme væsentlig hurtigere frem, da det fremover kun vil tage en time at rejse med tog mellem Esbjerg og Odense,« siger Benny Engelbrecht til DR Syd.

Det får dog ikke kritikken fra Tønder til at forstumme.

»Borgerne i Tønder skal jo stadig til Esbjerg, og det tager altså halvanden time med tog til Esbjerg. Så jeg kan ikke se, at det har hjulpet,« siger Laurids Rudebeck til DR Syd.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu