K jubler over SFs topskatteforslag

15. maj 2012 11:10 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
K jubler over SFs topskatteforslag
Billede mangler

Da Benedikte Kiær første gang hørte om SF’s forslag om at færre skal betale topskat, kunne hun ikke lade være med at smile.
De Konservatives politiske ordfører kalder forslaget fra SF for en “kovending af rang” i forhold til tidligere tiders politik. Men til gengæld glæder hun sig over SF’s lydhørhed over for at se på skatten af den sidst tjente krone.
– Isoleret set er det dejligt, at de kan se, at man skal prøve at arbejde med marginalskatten, og at færre skal betale den højere topskat, siger Benedikte Kiær.
– Men SF’s politiske ordfører Jesper Petersen siger jo desværre også, at der er noget, der følger efter. Man vil have en fuldt finansieret skattereform. Og hvis man giver en gruppe mennesker skattelettelser, så skal pengene findes et andet sted. siger hun.
Derfor er det også for tidligt at forholde sig til, om Konservative kan bakke op om en skattereform. Det er vigtigt at se hele forslaget, der kan være skruet forkert sammen.
– Lad os nu vente at se, hvordan regeringen vil finansiere forslaget. Der er nogle, som kommer til at betale for det, siger hun.
Benedikte Kiær mener, at regeringens kommende skattereform kan ende med at blive et stort “omlægningscirkus” uden reel betydning for arbejdsudbuddet.
– Vi synes, at skattetrykket skal lettes, fordi det er det højeste i verden. Der skal reelle skattelettelser til og ikke kun omlægninger. Det ender med at blive uambitiøst i den situation Danmark står i, siger Benedikte Kiær.
Venstres skatteordfører, Torsten Schack Pedersen, ønsker ikke at forholde sig til, om partiet kan gå med i en skattereform.
– Vi skal først have at vide, hvordan regeringen ønsker at finansiere forslaget, siger han til TV2 News.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu