K: København viser syg gavebodskultur i sag om aktiveringssnyd

21. februar 2013 06:01 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
K: København viser syg gavebodskultur i sag om aktiveringssnyd
Billede mangler

I en mini-tv-dokumentar, der i dag lægges ud på YouTube, ser man, hvordan et jobcenter i Københavns Kommune med det samme åbner pengekassen, da en velstillet ung mand tester, om det er nemt at få kontanthjælp i Danmark, skriver Ekstra Bladet torsdag.

 

Konservative i Borgerrepræsentationen er vrede over, hvor nemt systemet kan snydes.

»Det vidner om en kultur, hvor nogle sagsbehandlere tror, de har lov at dele penge ud til folk, alene fordi de finder dem sympatiske i stedet for at overholde reglerne for aktivering. Det er en syg gavebodskultur, og den skal selvfølgelig stoppes,« udtaler den konservative leder i Københavns Borgerrepræsentation, Rasmus Jarlov (K), i en pressemeddelelse.

Han vil nu bede beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev (R) om at forklare, hvordan hun vil sikre, at misbruget omgående stoppes.

»Det virker som om, nogle sagsbehandlere slet ikke forstår, at de penge, som de rundhåndet sidder og deler ud efter forgodtbefindende, er frugten af andre menneskers hårde arbejde. Det er enormt respektløst overfor skatteyderne,« fortsætter Rasmus Jarlov.

I filmen følger man ifølge Ekstra Bladet en 23-årig veluddannet mand, som er opvokset i en velstående nordsjællandsk familie og sagtens kan klare sig selv. Ikke desto mindre bliver han straks godkendt til kontanthjælp, da han søger.

Ekstra Bladet skriver, at sagsbehandleren flere gange advarer den unge mand mod at fortælle om de »kunstner-drømme«, han har, når han skal videre i systemet på jobcenteret.

»Man skal ligesom fortælle jobcenteret det, som jobcenteret er interesseret i at høre. Og det jobcenteret er interesseret i at høre, det er, at du søger job som tjener eller andet kundeorienteret arbejde,« siger sagsbehandleren ifølge avisen.

Eksperimentet varede i tre måneder, og manden fik i alt udbetalt 19.980 kroner fra staten.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu