K kræver penge til Kattegat-undersøgelse

2. marts 2013 17:35 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
K kræver penge til Kattegat-undersøgelse
Billede mangler

Den konservative rådmand i Aarhus, Marc Perera Christensen (K), vil have politikerne på Christiansborg til at afsætte penge til en forundersøgelse af en fast forbindelse over Kattegat.

 

Efter at regeringen fredag offentliggjorde, at man vil bruge 27 milliarder kroner på hurtigere togforbindelser mellem landets fire største byer, har flere eksperter stillet spørgsmålstegn ved, om det vil gøre en forbindelse over Kattegat overflødig.

Den vurdering deler Marc Perera Christensen ikke.

»Jeg er begejstret for planerne om elektrificering af jernbanen og glad planerne om at skabe time-forbindelser mellem de store byer. Men hvis der sker noget med forbindelsen over Storebælt, er vi fuldstændig fortabt. Vi skal have Kattegatforbindelsen til at skabe den sikkerhed,« siger rådmanden.

Han har kontaktet samtlige partier i byrådet med henblik på at sende en fælles henvendelse til regeringen i den kommende uge.

»Det kræver et bredt, vedholdende politisk pres, og derfor håber jeg at vi samlet kan henvende os,« siger Marc Perera Christensen.

»Jeg har fået positive tilsagn til sagen fra både Venstre og Dansk Folkeparti,« tilføjer han.

Den konservative rådmand mener, at regeringen skal afsætte en sum penge til en såkaldt VVM-redegørelse, der undersøger effekten på miljøet.

»Det må være muligt at finde pengene til en sådan undersøgelse ud af de 27 milliarder kroner, man afsætter til togfonden,« siger Marc Perera Christensen.

Han understreger, at etablering og drift af Kattegatforbindelsen skal være brugerfinansieret på samme måde som forbindelserne over Storebælt, Øresund og den kommende Femern-forbindelse.

På Christiansborg har Kristian Thulesen Dahl (DF) ligeledes afkrævet svar fra transportminister Henrik Dam Kristensen (S) om, hvorvidt toginvesteringerne er et opgør med en mulig Kattegatforbindelse.

»Vi er nødt til at vide, om regeringen reelt med dette togforslag har truffet et valg, nemlig et fravalg af Kattegat-forbindelsen,« siger Kristian Thulesen Dahl til Jyllands-Posten.

Trafikordfører Rasmus Prehn (S) siger til Berlingske Nyhedsbureau, at togplanerne ikke ændrer ved Kattegat-planerne.

»Vi holder fast i, at vi her i 2013 skal tage en principafgørelse om en mulig fast forbindelse over Kattegat,« siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu