K og DF kritiserer bande-samarbejde med kommuner

10. april 2013 08:44 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
K og DF kritiserer bande-samarbejde med kommuner
Billede mangler

Cirka 15 personer har ifølge Rigspolitiet været igennem det exit-program for bandemedlemmer, som VK-regeringen lagde frem for to år siden. Det svarer til omkring én procent af landets cirka 1.700 personer i det hårdeste bandemiljø, skriver Jyllands-Posten. Dansk Folkeparti og Konservative vil nu have styrket samarbejdet mellem politiet og kommunerne. SF kalder programmet for halvhjertet og vil have udvidet det.

 

»Det er ikke prangende, at man har fået 15 personer ud af bandemiljøet. Man skal selvfølgelig huske på, at det her nogle af de mest tunge bandemedlemmer, fordi de er kategoriseret som kernen i bandemiljøet, og det er den mest vanskelige gruppe at arbejde med. Jeg mener, at man skal udvide programmet til også at omfatte de personer, der ligger lige uden for kernen, for jeg tror faktisk, at de ville være nemmere at arbejde med,« siger retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) til BT.

»Exitprogrammet er noget, vi har arvet fra den borgerlige regering, og efter min mening er det en halvhjertet strategi. Det ligger regeringen meget på sinde, at vi får flere ud af bandemiljøet, og derfor har vi også bebudet, at vi kommer til at evaluere den nuværende strategi, herunder de barrierer, som der er for samarbejdet mellem kommuner og politi,« tilføjer hun.

Hos de borgerlige peger både retsordførerne Peter Skaarup (DF) og Tom Behnke (K) på, at netop samarbejdet mellem kommuner halter gevaldigt.

»Kæden hopper af et eller andet sted mellem kommunerne og staten, og derfor er man nødt til at gennemgå alle de forbindelsesled, der er mellem de to instanser. Der går for lang tid, fra den første kontakt er taget mellem myndigheder og bandemedlem til, at der rent faktisk sker noget,« siger Peter Skaarup til BT og pointerer samtidig, at problemet også handler om bedre beskyttelse af personerne.

Tom Behnke er enig i , at indsatsen forudsætter et godt samarbejde med kommunerne og henviser i øvrigt til, at Konservative har foreslået, at bandemedlemmer, der får en dom for kriminalitet skal have en tillægsstraf om at blive væk fra »de gamle venner«.

»Det er problematisk, at så få personer kommer ud af bandemiljøet, når vi har sørget for, at alle politikredse har exitprogrammer og aktivt kan hjælpe de her personer. Vi har i Konservative blandt andet stillet det forslag, at man som bandemedlem skal have en tillægsstraf om at blive væk fra sit gamle miljø i to år, når man får en dom en kriminel handling. Men i sidste ende handler det om at få et bedre samarbejde op at køre mellem de forskellige lokale myndigheder og staten,« siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu