K og LA afviser sociale klausuler

15. april 2013 22:41 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
K og LA afviser sociale klausuler
Billede mangler

Kontanthjælpsreformen skal ikke indeholde de sociale klausuler, som Dansk Folkeparti ifølge Berlingske Nyhedsbureaus oplysninger har bragt til torvs i forhandlingerne med henblik på at sikre praktikpladser ved større offentlige byggerier. Sådan lyder beskeden fra arbejdsmarkedsordfører Benedikte Kiær (K).

 

»Det er uklart, om det overhovedet kan lade sig gøre i forhold til udbudsregler. Samtidig frygter jeg, at nogen praktikpladser slet ikke vil blive slået op, hvis det afhænger af, om en virksomhed vinder et udbud,« siger hun og påpeger, at det er regionerne og ikke staten, der varetager eksempelvis hospitalsbyggerier.

Arbejdsmarkedsordfører Joachim B. Olsen (LA) afviser klausulerne og påpeger, at det er det helt forkerte forum at diskutere klausulerne i.

»Det hører slet ikke til i kontanthjælpsforhandlingerne,« siger han.

Det var ventet, at regeringen mandag aften skulle forhandle flere centrale elementer på plads i den kontanthjælpsreform, som beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) gennem længere tid har barslet med. Men sent mandag aften oplyser Beskæftigelsesministeriet, at forhandlingerne er udskudt til et endnu ikke fastlagt tidspunkt.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu