K vil have daglig info om overbelægning

5. marts 2013 10:41 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
K vil have daglig info om overbelægning

Balladen om overbelægninger på de medicinske afdelinger på hospitalerne i den vestlige del af Region Midtjylland fortsætter.

 

Nu vil de Konservative i regionen have daglige opdateringer på belægningssituationen på de medicinske afdelinger i henholdsvis Holstebro og Herning. Det skriver Dagbladet Holstebro tirsdag.

»Det er desværre en konsekvens af, at vi ikke tror på, at problemerne er blevet løst, som vi er blevet lovet. Vi har oplysninger om, at problemerne stadig er der,« siger den konservative gruppeformand i regionen, Poul Müller.

I første omgang har partiet bedt om belægningsprocenter fra 27. februar og fremefter.

»Men jeg gør mig ingen illusioner om, at det stopper der. Vi kan blive nødsaget til at bede om flere tal i fremtiden. For vi stopper ikke, før vi mener, at man har nået et rimeligt leje i antallet af dage med overbelægninger.«

Hvad et »rimeligt leje« dækker over, kan Poul Müller dog ikke klart definere.

»Men daglige overbelægninger er ikke et rimeligt leje,« siger gruppeformanden til Dagbladet Holstebro.

Der er siden 2010 blevet fjernet 235 medicinske senge i Region Midtjylland. Af dem er de 52 blevet fjernet på sygehusene under Hospitalsenheden Vest, der dækker blandt andet Herning og Holstebro.

»Og vi kan se, at overbelægningen for alvor begynder, da man i forbindelse med omstillingsplanen fjerner yderligere et stort antal senge,« siger Poul Müller.

Han erkender, at det at bede om daglige opdateringer ikke er en hensigtsmæssig måde at skulle løse problemerne på:

»Men vi er blevet holdt hen, misinformeret og holdt uden for, så det er desværre vores eneste mulighed. Vi kan ikke acceptere kroniske overbelægninger, og vores eneste mulighed er at holde regionsrådsformanden til ilden,« siger Poul Müller.

Regionsrådsformand Bent Hansen (S) har ikke meget til overs for de Konservatives fremstød:

»Vi har så sent som i onsdags aftalt det videre forløb. Der er sat mange ting i værk, og jeg synes, at man retfærdighedsvist skulle give de tiltag en chance for at virke,« siger Bent Hansen.

»Det her bunder i, at de Konservative ikke ville være med til at gennemføre den store omstillingsplan, der skulle spare 500 millioner kroner. Og nu vil man så angribe metoderne, når man ikke ville tage ansvar for økonomien,« siger Hansen til Dagbladet Holstebro.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu