Kæmpekursfald for Novo Nordisk

11. februar 2013 09:03 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Kæmpekursfald for Novo Nordisk

Medicinalgiganten Novo Nordisk hamrer ned på fondsbørsen. Fra markedets åbning mandag morgen er Novo-aktien nede med intet mindre end 17 procent.

 

Hele balladen skyldes, at Novo Nordisk søndag aften måtte meddele, at de amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA) endnu ikke vil godkende de præparater, der ellers var udset til at danne basis for en ny blockbuster inden for diabetesbehandling. FDA ønsker yderligere studier af midlerne Tresiba og Ryzodeg, der skal fastslå, om de giver en øget risiko for hjertekarsygdomme.

Meldingen kom som et chok, da begge er blevet godkendt i både EU og i Japan. Men på det allermest vigtige marked, USA, har eksperterne altså valgt at trække pinen ud.

På en telekonference mandag før børsåbning diskuterede Novo Nordisk-ledelsen sagen med aktieanalytikere fra flere finanshuse. Her forklarede blandt andet koncerndirektør Lars Rebien Sørensen, at virksomheden nu hurtigt vil forsøge at få foretaget de analyser, FDA kræver. Det der dog endnu uklart, hvor omfattende de studier præcist skal være, og hvad konsekvensen bliver.

Analytikere peger på, at et realistisk scenarie er, at produktlanceringen i USA vil blive forsinket flere år. Rædselsscenariet er, at det ender med en forsinkelse på op til fem år. Det ville give Novo Nordisks konkurrenter et enormt forspring på det amerikanske marked – et forspring den danske medicinalvirksomhed vil have svært ved at indhente.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu