Kaka vil gribe chancen på Reals discount-hold

1. marts 2013 18:56 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Kaka vil gribe chancen på Reals discount-hold
Billede mangler

Engang var Kaka en verdensstjerne. I 2007 kårede FIFA ham til den bedste fodboldspiller i verden og France Fotball tildelte ham Ballon d’Or foran Cristiano Ronaldo og Lionel Messi, inden de to priser blev slået sammen. Seks år senere er hierarkiet vendt op og ned, og Kaka er kun en reservespiller i Real Madrid, mens Ronaldo og Messi udkæmper årlige dueller om prisen som verdens bedste.

 

Lørdag tager Real Madrid imod Barcelona, og ifølge meldingerne i de spanske aviser bliver rollerne igen byttet rundt, sådan at den nu 30-årige Kaka forventes at starte inde for Real Madrid, mens Cristiano Ronaldo er tiltænkt en plads på bænken. Men det er kun fordi Ronaldo skal spares til tirsdagens afgørende Champions League-opgør mod Manchester United.

Jose Mourinho ventes at devaluere opgøret betydligt ved at spare sine største profiler, så de i stedet er friske til at slå United ud. En prioritering, der skal ses i lyset af Barcelonas forspring på 16 point i La Liga.

For Kaka er det imidlertid en chance for at vise, at han stadig kan være med på det allerhøjeste niveau. Det kan være værdifuldt i forhold til at vise sig frem for de klubber, der overveje at hente den brasilianske midtbanespiller til sommer.

– Træneren har endnu ikke sagt, hvem der spiller. Hvis jeg spiller, vil det være en god mulighed for mig. Det er chance for mig for at vise, at jeg stadig kan give et værdifuldt bidrag til holdet i vigtige kampe som ‘El Clasico’.

Under en sky af store forventninger blev Kaka hentet til Madrid i 2009 for knap en halv milliard kroner. Men en række skader spændte ben for ham i begyndelsen, og siden er han røget ned i Real-hierarkiet, hvor han står efter både Luka Modric og Mesut Özil i køen til en startplads på banen.

– Det har ikke været nemt. Jeg har været professionel i 11 år, og i syv-otte af dem har jeg været fast mand og været på landsholdet. At gå fra at have en hovedrolle til at blive en ‘normal spiller’ er hårdt, men det har gjort mig mere moden, både menneskeligt og professionelt.

Tirsdag var Kaka kun tilskuer på bænken, da Real ydmygede Barcelona og vandt 3-1 på Camp Nou i den anden af to pokalsemifinaler. Han er overbevist om, at hele holdet er vokset efter sejren over katalanerne.

– Tirsdag gav os en masse selvtillid. Nu skal vi fokusere på at reducere Barcelonas forspring fra 16 til 13 point. Ikke fordi vi er motiverede af at bringe dem i krise, vi vil bare gerne vinde hver eneste kamp.

– Holdet har bevist, at de kan få resultater, hvad enten det er på Camp Nou eller på Old Trafford. Lad os se om vi kan få lidt mere selvtillid lørdag.

Kaka vil ikke afvise, at han kan være fortid i Madrid, selvom han stadig har to år tilbage af sin kontrakt med kongeklubben.

– Jeg vil være glad for at fortsætte i Real, men jeg vil ikke være et problem for klubben. Hvis jeg skal videre, så tager jeg videre.

Hos Real Madrid forventes Cristiano Ronaldo at være på bænken, Angel di Maria afsoner karantæne, mens Barcelona må undvære Xavi, der har en skade i baglåret, og Messi er tvivlsom med influenza.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu