Kampen om kasernerne spidser til

10. marts 2013 15:08 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Kampen om kasernerne spidser til

Forsvarschef Peter Bartram udpegede i februar Bülows Kaserne i Fredericia, Haderslev Kaserne, Sønderborg Kaserne, Almegårds Kaserne på Bornholm og enten Høvelte Kaserne eller Vordingborg Kaserne som kaserner, der kan nedlægges, og ifølge Forsvarsministeriet håber Nick Hækkerup, at »partierne er klar til at lave en aftale mandag«.

 

Den nært forestående beslutning om lukning af flere kaserner har fået Sønderborg Kasernes Venner, til at lave et dokument, der fokuserer på det fornuftige i at nedlægge Haderslev Kaserne, og det har fået sammenholdet mellem de sønderjyske kasernebyer til at smuldre.
»Jeg mener, man skal undlade at nedgøre andre. Sådan har vi haft det indtil nu, og sådan bør det være. Vi skal også leve sammen efter det her,« siger Jens Christian Gjesing (S), borgmester i Haderslev.

Støttegruppen fra Sønderborg har udover listen indsamlet 25.000 underskrifter og indrykket annoncer til fordel for byens traditionsrige kaserne. Men listen med de ni punkter er over stregen, mener Haderslevs borgmester.

»Jeg må indrømme, at jeg er meget forbavset og noget ærgerlig over, at den her liste er kommet frem. Vi har indtil videre holdt en ordentlig stil her i Sønderjylland, og derfor gør det her mig faktisk lidt vred. Især fordi nogle af punkterne er direkte fejlagtige. Man påstår blandt andet, at vores skydebane er forældet og har miljøproblemer, men den er totalrenoveret i 2011 og selvfølgelig miljøgodkendt,« siger Jens Christian Gjesing.

John Lohff, formand for Sønderborg Kasernes Venner forklarer, at listen er lavet, fordi man af medlemmerne af Folketingets forsvarsudvalg er blevet »udfordret« til at konkretisere, hvorfor Sønderborg skal bevares frem for Haderslev:

»Vi har hele tiden understreget, at vi gerne vil beholde begge kaserner, men vi er blevet bedt om at udarbejde en liste, og den påpeger blandt andet, at befolkningsvæksten ser dårligere ud i Sønderborg end i Haderslev, og at det er nemmere at få et arbejde, hvis man mister sit job på en kaserne i Haderslev, fordi man er tættere på Trekantsområdet,« siger John Lohff og fortæller, at en lignende skrivelse fra Haderslev, hvor man roser Haderslev Kaserne på bekostning af Sønderborg, blev sendt til udvalgte folketingsmedlemmer før jul.

Kampen mellem de sønderjyske kasernekommuner bunder især i, at der er mange arbejdspladser på spil i regionen, der allerede har tabt mange statslige arbejdspladser. Aase Nyegaard (Fælleslisten), der er borgmester i Sønderborg, har ikke noget ønske om at begynde en kamp mod Haderslev, men pointerer, at en lukning vil få store konsekvenser for Sønderborg.

»Hvis man vælger at lukke kasernen, som i øvrigt passer perfekt ind i den nye struktur, som forsvaret vil have, så siger vi farvel til 600 unge mennesker, der får en lederuddannelse på sergentskolen samt 150 medarbejdere. For mig, virker det helt utænkeligt, at man vil lukke traditionsrige Sønderborg Kaserne,« siger hun til Berlingske Nyhedsbureau.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu