Stort udbrud: Katte-aids hærger dansk by

18. maj 2017 20:01 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Der er allerede konstateret ni tilfælde af katteaids i samme by. Nu skal alle vilde katte indfanges og undersøges.

En lille by er pludselig plaget af en hel speciel sygdom, nemlig katteaids.

Det er Familiedyrlægerne i Hobro, der ved et tilfælde har opdaget sygdommen blandt kattene i Sønder Onsild.

– Vi har den seneste tid fået flere vildkatte med sygdommen ”katteaids” – også kaldet FIV (feline immunodeficiency virus) – indbragt til Hobro Dyrehospital, står der på hospitalets hjemmeside.

Derfor forsøger man nu, efter fundet af ni katte med sygdommen, at indfange alle vilde katte i området for at teste dem. Det skriver Nordjyske.dk.

– Og vi har desværre allerede fundet rigtig mange FIV-positive katte i Mariagerfjord Kommune, siger dyrlæge Søren Haubro  til Nordjyske.

– Symptomerne på, at en kat er smittet med katteaids, er mange, idet sygdommen svækker kattens immunsystem og dermed gør den mere modtagelig for andre sygdomme, siger han videre.

Diagnosen katteaids stilles ved undersøgelse af en blodprøve. Da en smittet kat ikke kan helbredes, kan du kun selv forsøge at afværge, at dyret udsættes for smitte.

– Smitterisikoen for din kat kan reduceres væsentligt ved, at du lader den kastrere eller sterilisere, da det netop er i forbindelse parringer og territorie-stridigheder, at den største risiko for smitte med katteaids forekommer, anbefaler dyrlæge Søren Haubro.

Katteaids skyldes et virus

Katteaids skyldes et virus, som er i familie med det virus, der giver aids hos mennesker.

Men sygdommen kan ikke smitte mennesker eller andre dyrearter – den smitter kun mellem katte.

Virus overføres mellem kattene ved bidskader, så katte, der lever som vildkatte, er væsentligt mere udsatte end tamkatte.

Killinger kan smittes som fostre og kan derfor fødes som bærere af katteaids.

Der kan gå lang tid fra katten er smittet til den bliver synligt syg – i nogle tilfælde op til 10 år.

– Smitterisikoen for din kat kan reduceres væsentligt ved, at du lader den kastrere eller sterilisere, da det netop er i forbindelse parringer og territorie-stridigheder, at den største risiko for smitte med katteaids forekommer, anbefaler dyrlæge Søren Haubro.

Flere indfangninger

På grund af indfangningerne har alle borgere i Sønder Onsild Stationsby fået brev med besked.

Den første finder sted 19. maj.

Efterfølgende har kommunen i samarbejde med Dansk Dyreværn Århus og Min Ven Katten Hobro planlagt indfangninger 2. juni, 9. juni og 16. juni.

– På de dage opfordrer vi borgere, hvis katte ikke er øretatoveret, til at holde katten inden døre – eller give dem halsbånd på, anbefaler Anita Sønderup fra Min Ven Katten Hobro.

Alle indfangede katte testes for sygdommen. Er testen positiv, må dyret nødvendigvis aflives.

Bornholm er det sted, hvor sygdommen er mest udbredt: Man regnede i 2012 med, at tre procent af øens katte var smittede med katteaids. Det er dobbelt så mange som i Nordjylland, der er den region med næstflest smittede katte.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu