Katusha vinder: Rodriguez kommer til Touren

15. februar 2013 11:29 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Katusha vinder: Rodriguez kommer til Touren
Billede mangler

Katusha kan ånde lettet op. Det russiske cykelhold har fredag vundet en appelsag i den internationale sportsdomstol, CAS.

 

Holdet var blevet sorteret fra cykelsportens superliga, World Touren, selvom holdet levede op til de sportslige kriterier. Det var russerne så utilfredse med, at de appellerede den internationale cykelunions (UCI) beslutning til CAS.

Den sag har Katusha vundet, oplyser CAS fredag formiddag.

– CAS nåede ikke til samme konklusion som UCIs licenskommission, og har besluttet at imødekomme appellen. Efter CAS’ beslutning vil Katusha Management SA blive registreret som UCI ProTeam for sæsonen 2013 på UCIs World Tour, lyder det i en pressemeddelelse fra CAS.

Den overraskende beslutning fra CAS betyder, at holdets stjerne Joaquim Rodriguez bliver på holdet. Så sent som torsdag fortalte Rodriguez, at han ville forlade holdet omgående, hvis ikke holdet fik licens til World Touren, som giver adgang til de største løb i verden. 

Katusha og Joaqium Rodriguez vil indenfor kort tid officielt modtage deres World Tour-licens, og kan uden at ansøge stille til start i Tour de France til sommer.

Rodriguez var Alberto Contadors største konkurrent i Vuelta a Espana sidste år, og med den bjergrige udgave af Tour de France anses han som blandt favoritterne til at vinde den gule trøje.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu