Khader: Lars Hedegaard har selv et ansvar

5. april 2013 08:11 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Khader: Lars Hedegaard har selv et ansvar

Man kan ikke klandre Politiets Efterretningstjeneste (PET), at islam-kritikeren Lars Hedegaards hemmelige adresse kan findes med få klik på internettet.

 

Hvis nogen skal klandres for det, så er det hovedpersonen selv, der dog er undskyldt med manglende erfaring som beskyttet person. Det mener den tidligere folketingspolitiker Naser Khader, der selv har været under PET-beskyttelse i mange år.

– Det behøver ikke at være PETs fejl. Som en person, der bliver beskyttet, skal man efterhånden lære, at der er nogle ting, man skal være opmærksom på, siger Naser Khader.

Lars Hedegaards hemmelige adresse kunne indtil i går findes i CVR-registeret, da Trykkefrihedsselskabets formand er involveret i to firmaer.

Og det har Lars Hedegaard selv et ansvar for, at PET får at vide, understreger Naser Khader.

– Ja, det har man jo. PET kan umuligt varetage alle ens private detaljer. Men man lærer det efterhånden. Der er ting, som man også selv skal være opmærksom på, siger han.

Naser Khader har kun gode erfaringer med den beskyttelse, som han har fået af PET.

– Jeg synes faktisk, at de gør det fremragende. De er yderst professionelle, og jeg har ikke noget at klage over.

Samme melding kommer fra en af Naser Khaders tidligere politiske modstandere, Pia Kjærsgaard (DF), der stadig bliver beskyttet af PETs agenter.

– Jeg kan sige, at det er topprofessionelle folk, og jeg har intet, som jeg kan sætte en finger på overhovedet, siger Pia Kjærsgaard, der ikke vil udtale sig om den konkrete sag med Lars Hedegaard.

– Det er en anden sag. Og jeg kan kun sige, hvordan jeg har det i forhold til min sag, siger den tidligere DF-formand.

PET erkendte torsdag, at det vil være umuligt at skærme Lars Hedegaard fuldstændig fra omverdenen, så længe han stadig ønsker at stå frem.

– Lars Hedegaard er en offentlig kendt person, der fortsat lever under eget navn og jævnligt optræder i offentlige sammenhænge. Derfor vil det også fortsat være muligt at fremskaffe oplysninger om Lars Hedegaards bopæl, skriver Lotte Holmstrup, kommunikationsrådgiver i PET, til DR Nyheder.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu