Khader: Syrerne lytter ikke til FN

17. februar 2013 12:40 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Khader: Syrerne lytter ikke til FN
Billede mangler

SYRIEN: Selv om FNs Syrien-udsending, Lakhdar Brahimi, opfordrer til syriske fredsforhandlinger i FN-regi, så er det ikke noget, der kommer til at ske. Sådan lyder det fra Naser Khader, mellemøstanalytiker ved tænketanken Hudson Institute.

 

»Det møde, han holdt med lederne fra Den Arabiske Liga er totalt irrelevant og har ingen betydning. For det syriske regime boykotter både Den Arabiske Liga og Brahimi,« siger han.

Naser Khader henviser således til, at Brahimi på sin rejse til Syrien i slutningen af 2012 gik med på oppositionens præmisser for forhandlinger – noget, der ikke huede det syriske regime.

»Regeringsavisen i Syrien kalder ham nedladende for en gammel mand, der var på turisttur i Syrien, og ikke en forhandler,« siger Naser Khader, der ikke tror, Brahimi får lov at komme tilbage til Syrien.

Ifølge Khader har heller ikke den syriske opposition respekt for Brahimi, da han i de første mange måneder slet ikke talte om regimeskifte eller om at udskifte Assad.

»Det vil sige, at FN nu er irrelevant for både regimet og oppositionen. Dem, man er mere optaget af, er russerne, iranerne og amerikanerne,« siger Naser Khader.

»Det, der er mere relevant, er, om det lykkes russerne at få sat regimet sammen med oppositionen. Det er det, man i øjeblikket forhandler om bag kulisserne, hvor man principielt er enige om at gå i dialog, men ikke om, med hvem det skal være, og hvor det skal være,« siger Naser Khader.

Oppositionslederen, Moaz Alkhatib, har således ifølge Naser Khader opstillet nogle betingelser for at forhandle med regimet.

»Assad skal ikke være til stede. De politiske fanger skal løslades. Oppositionsfolk, der har fået frataget deres statsborgerskab, skal have det igen, og man skal forhandle i de områder, der kontrolleres af oprørerne i Syrien,« fortæller Naser Khader om betingelserne.

Da flere medlemmer af det syriske regime for eksempel ikke må rejse ind i EU, vil sådanne forhandlinger – hvis ikke det bliver i de oprørskontrollerede dele af Syrien – finde sted i Moskva, lyder det.

»Assad lytter til russerne, han har brug for dem. Og oppositionen lytter til amerikanerne. Det, der vil gøre en stor forskel for at få sat en stopper for blodbadet, er, at Obama og Putin sætter sig sammen og forsøger at finde en løsning på konflikten. Det har de ikke gjort endnu,« siger Naser Khader.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu